- Project Runeberg -  Danmarks Riges Krønike /
Guttorm og Hadding

Author: Saxo Grammaticus, N. F. S. Grundtvig, Gudmund Hentze - Tema: Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   
Note: Gudmund Hentze died in 1948, less than 70 years ago. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.

Guttorm og Hadding

Gram havde to Sønner: en med Gro, som hed Guttorm, og en med Signe, som hed Hadding, men Svip-Dag var Herre i Dannemark, og derfor sejlede deres Fosterfader, Brage, med dem til Sverrig, hvor Jetterne Vagnhoft og Hafle lovede baade at opdrage og beskytte dem.

Men siden jeg dog nu saa løselig maa berøre slige Utydsker, med samt deres Anstalter, og vilde dog nødig, man skulde synes, at jeg mynter noget paa min egen Haand, som er utroligt og har ingensteds hjemme, saa er det vel ikke af Vejen at fortælle: at i gamle Dage var der tre Slags Hexemestere, som med allehaande sorte Kunster gjorde mange sære og urimelige Ting. Det første Hold Folk var et Slags vanskabte Uhyrer, som Oldtiden kaldte Jetter, og som var meget større og stærkere end noget Menneske. Det andet Hold stod langt under dem i Væxt og Førlighed, men overgik dem lige saa vidt i levende Indbildningskraft, havde synderlig Indsigt i Naturens Hemmelighed og Spaadomskunst, og efter lang Strid om Herredømmet vandt disse Hexemestere Sejer over Jetterne og fik ikke blot Magten i Landene, men ogsaa Ord for at være Guder. Begge disse Hold Folk havde en særdeles Færdighed i Øjne-Forblindelse, saa de baade kunde kogle allehaande Skikkelser frem og stille Tingene selv i et falsk og skuffende Lyst. Det tredje Hold Folk var en Blanding af begge de forrige, men der skjellede vidt i, at de enten kunde maale sig med de gamle Jetter i Højde og Legemestyrke, eller lignes med Hexemesterne i Kunster, saa det var kun rent Gjøgleri, hvormed de narrede Folk til at tage sig for Guder. Dette vilde jeg kun sige, for at Læseren ikke skal støde sig over de Koglerier og Hexekunster, jeg maa skrive om, og det er jo slet intet Under, at Barbarer kunde ved saadanne Fandens Kunster lade sig forføre til Afguderi, al den Stund selv de fornuftige Latinerne lode sig ogsaa narre til at forgude dødelige Mennesker.

Nu vil vi lade den Ting staa ved sit Værd, og høre videre hvad man fortæller: ved Grams Fald var Svip-Dag tillige blevet Herre baade over Dannemark og Sverrig, og, for at føje sin Dronning, som idelig bad for sin Broder, lod han Guttorm hente af sin Landflygtighed og satte ham til sin Skattekonge i Dannemark; men Hadding blev hvor han var, thi han vilde have Blod, ej Brød, i Bod for sin Fader. Han tegnede ogsaa allerede i sin Opvæxt overmaade godt, thi Dreng hed han, men Mand var han baade i Sind og i Skind: Leg og Leflen var ikke hans Sag, men Vaaben hængte han efter med Liv og Sjæl; thi han kom i Hu, af hvad Rod han randt, og havde den Tro, at alle Dage gjør Helte-Søn og Heltegjerning. Denne hans store Mandhaftighed stod imidlertid ikke Vagnhofts Daatter, Hardgrippe, an, og al hendes Digten og Tragten gik derpaa ud, hvorledes hun med Elskov og Vellyst kunde besnære og svække den tapre Helt. Tidlig og sildig vilde hun bilde ham ind, at det var ikke mere end hans Pligt at skjænke hende sin Ungdomskjærlighed, som havde været hans Barndoms tro Veninde, som havde givet ham Bryst, danglet med ham og ranglet for ham. Det var ikke dermed nok, at hun førte den Snak, men hun satte den ogsaa paa Rim og sang den for ham, som Ordet gaar:

Vakre, vilde Ungersvend,
mærk, hvad jeg vil sige!
Driv ej Tiden længer hen
saa med Kamp og Krige!
Hvi vil dog saa ilde
du Aarene spilde,
som vinke til Leg og til Lyst!

Vild du gaar i Raseri,
est med Blindhed slaget,
Skjønhed gaar du kold forbi,
hed i Vaabenbraget.
I Blod vil du vade,
men aldrig dig bade
i Kjærligheds spejlklare Sø.

Sværdet er din Venneviv,
Brud i Brynjesenge,
Mandslæt er din Tidsfordriv,
Valen er dit Vænge,
ja, stenhaarde Kjæmpe!
din Lyst er Ulæmpe,
og Vildmand, ej Helt er dit Navn.

Dyrker den vel Guder ret,
som kun holder Tyr i Ære?
Mon da ej af Gudeæt,
trods hver anden, Freja være?
Skal Møer nu klage,
at Skjoldunger vrage
Gudinden, som var dem saa huld?

Ungersvend! saa bliv da viis,
og lad Frejas milde Varme
flux optø dit Hjærtes Is,
synk med Lyst i mine Arme!
Med Gammen til Brystet,
som spæd dig forlysted,
til Læben, som lulled dig ind!

Hadding lod sig nu dermed forstaa, at hun, hvis uhyre Størrelse noksom beviste, hvad Slægt hun var af, kunde allenfalds ikke være Kjæreste for ham; men hun bad ham kun aldrig regne efter hendes Udseende, da det var en Ting, hun kunde forandre efter eget Tykke, og gjøre sig høj og lav, bred og smal, tyk og tynd, som hun fandt det for godt. Det vilde imidlertid ikke ret ind i Hadding Hoved, og da hun mærkede det, stemmede hun atter op, for, saa at sige, med Sang at tylle og trylle det i ham:

Underlige Undersvend,
sæt al Frygt til Side!
i min Favn den smelter hen,
derpaa kanst du lide.
Min Gestalt er et Spil,
ændres brat, naar jeg vil,
mine Lemmer de lystre min Vilje.

Op til Himlen kan jeg naa,
naar jeg mig umager,
Barne-Ham jeg tager paa,
naar det mig behager;
Jeg kan se, med et Ord,
ind i Vognen til Thor,
jeg kan staa som en spærlemmet Pige.

Kold som Is og stiv og led
er jeg tit, du kjære!
silkeblød og luehed,
dejlig kan jeg være!
som jeg snurrer mig om,
er jeg grum, er jeg from,
er jeg alt hvad mit Hjærte begjærer.

Grillen-Fænger! synes du,
det er sorte Kunster?
Vær dog klog, og kom i Hu:
Griller er kun Dunster!
Odin selv, som du veed,
gjør sig smuk, gjør sig led,
skyder Ham, skifter Røst og Gebærde.

Underfuldt er Livet Spil,
Kræfterne sig dele,
hver sin te, som han er til!
tvivlsomt er det hele;
hvo at finde sig veed
i den Tvetydighed,
han er alt hvad ham lyster at være.

Del min Lykke, Ungersvend,
større end du tænker!
Mængden slæber Livet hen
i Gestalten Lænker;
jeg er fri som en Fugl,
ruller rundt som et Hjul,
gjar kun Nar ad hver Haand, mig vil gribe.

Kommer Fjender mig for nær,
er jeg en Jetinde,
banker paa min Hjærtenskjær,
skal ham Pigen finde;
er jeg bister og vred,
er jeg rynket og led;
er jeg mild, er jeg glat, er jeg yndig.

Saaledes lokkede han da virkelig Hadding til at sove hos sig, og hun var nu saa indtaget i ham, at da han endelige vilde hjem og se til sit Fæderneland, tog hun Mandsklæder paa og satte en Fornøjelse i at staa Last og Brast med ham. Som de nu rejste sammen, kom de paa Vejen til et Hus og vilde havt Natte-Leje, hvor Husbonden var død, og man holdt nu med Ynk hans Ligbegængelse. Hardgrippe fik Lyst til med Troldomskunst at udforske Nornernes Vilje, hvorfor hun gol Galder, skar ramme Runer i Træ og lod Hadding lægge dem under Tungen paa den døde. Dermed nødte hun ham til at tale, og det gjorde han paa Rim, saa det var en Gru at høre:

Hu, hu! Skam faa hun
paa sin Mund,
forbandet hun være fra Taa til Top,
hun, som maner mig op:
Trold-Kvinden er led,
som ej vil lade de døde i Fred!

Hun som kogled og gol,
nødte mig døde,
hensovne, op under Sol;
hardt skal hun bøde,
pint ihjel,
hos den sorteblaa Hel
skal, som en blødende Skygge,
brat hun bygge!

Hexen har Kræfter,
tvungen jeg maa
tale og spaa,
spaaer og derefter:
grandt gjennem Taagen
Skoven jeg ser:
Djævle-Krogen,
der I en Ulykke sker.

Hu, der saa sært det kan mage,
Gjenfærd til Legemer binde,
hun, som har kaldt mig tilbage,
nødt mig til Ord at paafinde:
hun skal med Hyl og med Graad
angre dumdristige Raad!

Hu, hu! Skal faa hun
paa sin Mund,
forbandet hun være fra Taa og til Top,
hun, som maned mig op:
Trold-Kvinden led,
som ej vil lade de døde i Fred!

Thurser og Trolde,
giftige, sorte og kolde!
Ingen snak!
Knik, Knak!
Ris, Ras!
Der ligger Hexen i Kvas!

Hoved fra Gump!
hver sin Stump!
Led for Led!
saa har vi Fred!
Det er mit, det er mit,
Kvit, Kvit!
Du kom tilpas,
nu har paa Hexen vi Has!

Hadding! du slipper,
Haabet, I Trolde, jer glipper;
han skal ej Hel-Vejen træde,
hinke til Kval,
Pinebænken ej klæde,
Hel! i din skumle, beklumrede Sal!
Hun, som fra Skyggenes Hjem,
kogled mig frem,
hun for min Brøde
ene skal bøde!

Hu, hu! Skam faa hun
paa sin Mund,
forbandet hun være fra Taa og til Top,
hun, som har manet mig op:
Trold-Kvinden led,
som jeg vil lade de døde i Fred!

Det gik, som han spaaede. Da de kom til bemeldte Skov og maatte tilbringe Natten i en Løvhytte, saae Hadding en uhyre Jette-Næve, som stak ind imellem Grenene og famlede rundt omkring i Hytten. Han bad, i sin Angest, Hardgrippe hjælpe sig, og hun greb da til sit gamle Raad, at fare i sin Jette-Ham, tog saa fat paa Haanden og bad sin Fostersøn skjære den af; det gjorde han da ogsaa, og saae, til sin Forskrækkelse, ej Blod, men Edder fuse ud af Saaret; men da nu Hardgrippe herved havde forgrebet sig paa sit eget Folkefærd, saa faldt hun i Troldenes Kløer og de blæste kun ad alle hendes Kunster: enten hun peb eller sang, saa maatte hun dog holde for og blev revet i hundrede Stykker.

Saaledes mistede da Hadding sin Fostermoder, og vankede raadvild om, men saa mødte han en enøjet Graaskjæg, der ynkedes over ham og skaffede ham i Forbund med en Søhane, som hed Lister, og de indgik Stalbroderskab med hinanden efter gammel Skik, paa den Maade, at de begge to lod deres Blod løbe sammen i hinandens Fodspor; thi, saaledes at blande Blod, ansaa man for det sikreste Venskabs-Pant. Efter denne Forening gik begge Stalbrødrene i Krig imod Lokker, som havde opkastet sig til Herre over Kureterne, men han gik af med Sejeren.

Da nu Hadding var i Flugten, tog bemeldte Gubbe han op paa sin Hest og førte ham med sig hjem, hvor han oplivede ham en egen overmaade sød Drik, og spaaede ham et nyt Tillæg baade af Saft og Kraft, som man ydermere kan se af følgende Spaarim, hvormed han talte ham til:

Jeg ser dig gange
ad Vejen frem,
dig Fjender fange
og føre sig frem;
de Gjække mene,
for du gaar ene,
du est forsmaaet.

De hardt dig hilde,
og fik de Lov,
fik Graaben Gilde
i Gribbe-Skov;
ja, fik de Magten,
som de har Agten,
drak Dyr dit Blod.

Tryk fuld de Riser,
de Murmel-Dyr,
af Kæmpe-Viser
og Eventyr!
da før de revne,
end Taar de levne
i Horn og Krus.

Naar højt de hikke
af Mjød og Vin,
naar lavt de ligge
som Slagte-Svin;
skal Bolt og Ringe
itu vel springe,
rusk du kun til!

Lad Pakket ligge,
og rør dem ej!
Forsink dig ikke,
men gak din Vej!
Der maa du møde,
med Øjne røde,
et grumt Udyr.

Den Løve plejer
i Helte-Leg
at vinde Sejer
og vende Steg:
med Fanger arme,
mens de er varme,
at spille Bold.

Kun Mod i Bringe!
grib an! hold fast!
Lad blotte Klinge
kun bide hvast!
Skjær over Struben!
luk Hjærte-Gruben
med Staalet op!

Der rød udfuser
en Vædske fin,
drik, mens den bruser,
den hede Vin!
Lad Hjærte-Flommen,
som Ægge-Blommen,
dig smage sød!

Da skal derefter
du mærke snart,
at nye Kræfter
kom med en Fart,
at Løve-Modet
du drak i Blodet,
og aad dig stærk!

Den Drik skal kvæge
som klaren Vin,
og linde, læge,
som Olje fin:
i alle Lemmer
du Liv fornemmer
som født paa ny!

Far vel! jeg baner
din Konge-Vej!
og gale Haner,
saa frygt dog ej!
Hvem jeg bedøver,
ej Dun behøver,
ej Dvale-Drik!

Aldrig saa snart var Visen ude, før Gubben var til Hest igjen og tog Hadding under sin Kappe. Der sad han da og kukelurede, med sit Liv i sin Haand, men kunde dog ikke bare sig for engang at titte ud igjennem en Rift, der var i Kappen, hvor han da til sin store Forskrækkelse saae, at Hesten travede hen over rullende Bølger. Hurtig tog han nu Øjnene til sig, især da Gubben bad ham holde sin Næse fra hvad der kom ham ikke ved; og da derpaa den gamle havde sat ham, hvor han tog ham, kom han flux i Lokkers Vold, og tvivlede han om, at Gubben havde spaaet rigtig, saa fik han nu Troen i Hænderne, thi den hele Spaadom traf bogstavelig ind.

Siden bekrigede Hadding Kong Handvan af Hellespont og belejrede hans Hovedstad Dunaborg, men hun var saa fast og havde saa høje mure, at Hadding fornam, det nyttede ikke at stige og storme. Han hittede da paa det Puds at lade fange en hel Hob Fugle, som havde deres Reder under Tagene inde i Byen, og bandt dem Svampe, som Ild var i, under Vingen, hvormed de da fløj tilbage og stak Ild allevegne i Staden. Imidlertid, nu Bymændene løb for at slukke og Portene maatte passe sig selv, da saae Hadding sit Snit, brød ind og fangede Handvan, men han havde dog ikke Lyst til at skille ham ved Livet og lod saa vidt Naade gaa for Ret, at Handvan fil Lov at veje sig selv op med Guld og saa være fri.

Efter store Bedrifter i Østerleden satte Hadding Kaasen ad Sverrig til og mødte, under Gulland, Kong Svip-Dag i Spidsen af en stor Flaade, men slog ham ogsaa og gav ham sit Livsbrød, saa han kom hjem af sin Landflygtighed, ej blot med Bytte i Kæmpehaand, men og med Rettebod for Fader og for Broder, havde den Lykke kun som Konge igjen at se sit Fæderneland, og satte sig til Højbords med Hæder og Ære.

I de samme Dage var det, at hele Europa bøjede Knæ for en vis Odin, som falskelig gav sig ud for en Gud og havde sit meste Tilhold i Upsal, uden at man ret veed, hvad Folket der skulde tilskrive den Ære af hans flittige Besøg: enten deres egen Vanvittighed eller Egnens Yndighed. For nu imidlertid ret at vise denne Afgud deres Hengivenhed, lode Nordens Konger hans Billede støbe i Guld, behængte det med svære Armbaand og Fingerringe af det fineste Guld og skikkede ham det saa til Maglegaard, som et stort Ærestegn og Bevis paa hvad de kaldte Gudsfrygt. Odin tog naturligvis med Kyshaand imod det Kjærtegn, der bar saa kraftigt et Vidnesbyrd om hans store Navnkundighed, men Frigge, hans Dronning, satte Stadsen over Æren og fik nogle Guldsmede til at stjæle sig noget af Støtten. Nu fik vel Odin fat paa de Karle, lod dem hænge og Støtten sætte til Vejrs med en kunstig Indretning, saa den gav en Klang af sig, saasnart Folk rørte ved den; men det hjalp lige meget, thi Frigge, som heller vilde se sig selv forgyldt end sin Mand forgudet, laa i med en af hans fortrolige Venner, som kløgtig forstod at faa Støtten ned, og Guldet, som var givet til hvad man kaldte gudelig Brug, maatte nu holde her og tjene kvindelig Forfængelighed. En smuk Gudinde! som heller vilde miste sin Ære, end Stadsen undvære; men hvad skal man videre sige: hun var jo Gudinde, som han var Gud, og man maa kun forundre sig over, at Folk i gamle Dage kunde være saa vildfarende at lade sig narre op i deres aabne Øjne. Der blev imidlertid en stor Jammer paa Færde med Odin, da han mærkede det dobbelte Puds, hans Dronning havde spillet ham, med baade at bryde sin Tro og skamfere hans Billede, og, som en ærekjær Mand, gik den store Spot og Skam ham saa nær til Hjærtet, at han fik Lede til Hjemmet og rejste sin Vej, i det Haab, ved en frivillig Landflygtighed at kunne afstryge sin Skam.

Da nu Odin var Borte, kom en vis Mid-Odin for Orde ved sine Koglerier og greb Lejligheden til at forgude sig selv ved at indbilde Folk, at der var en Guddoms-Kraft faret i ham. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at skaffe sig Tilbedelse, og han indhyllede de vanvittige Hedninger i et nyt Vildfarelsens Mørke, ved det han fik dem bildt ind, at Guderne kunde ingenlunde forsones eller formildes ved Ofringer, som gjordes til dem under Ening, men at hver Gud vilde have sit Offer for sig selv, saa det skulde nu herefter være forbudt at dyrke dem alle i Samling. Saasnart imidlertid Odin kom hjem, tog denne Hexemester, hvis Kunst slog ham fejl, Flugten til Fyn eller Finland og vilde forstikke sig der, men Folket sankede sig og slog ham ihjel. Nu fik man at se, hvad Art han var af, thi ingen kunde komme hans Gravsted nær, uden strax at miste sit Liv, saa han gjorde sig hartad værre berygtet i Graven end før i Verden, og betalte dem der slog ham ihjel med al Landsens Ulykke. For nu at faa Magt med det Uvæsen, grov Indbyggerne ham op igjen, huggede hans Hoved af og slog en Pæl igjennem hans Hjærte, og saa fik de endelig Fred.

Det var efter sin Dronnings Død, at Odin kom tilbage, thi ved den syntes Klikken paa hans Gude-Navn at være aftvættet, saa han nu fik hele sin forrige Anseelse igjen, og den brugte han strax til at afsætte alle dem, der i hans Fraværelse havde tiltaget sig Gudenavn, og adsplitte det Selskab af Troldmænd, der havde dannet sig og nu maatte vige, som Mørket for Solens Glans. Han lod det nemlig ikke blive ved at afsætte de selvgjorte Guder, men drev dem ogsaa i Landflygtighed, thi han syntes, det var ikke mer end billigt, at hvem der vilde stjæle sig ind i Himmeln, blev husvild paa Jorden.

Imidlertid havde Svip-Dags Søn, Asmund, grebet til Vaaben imod Hadding, for at hævne sin Faders Fald, men Lykken var ham saa ugunstig, at han i denne Strid mistede sin tapre Søn, Henrik, hvem han elskede højere end sin egen Sjæl, som man ser af de Klagerim, hvormed han tog imod den Jobs-Post, og gav tilkjende, at nu var kun Døden ham kjær, og Livet til Besvær:

Hvor er en Bejler til Hærfaders Bænke,
som jeg min Rustning kan skjænke?
Blinkende Guldhjælm! kan vel med Ære
Gubbens det rystende Hoved dig bære?
Brynje! du rummer ej svulmende Hjærte,
Brystet, som bugner af Smerte!

Ak! thi han ligger paa Baare,
han, som jeg elsked saa saare!
Skal, uden ham, jeg i Sal,
langsom hentæres af Kval!
Nej, jeg vil dø, jeg vil Smerten neddæmpe!
Lystig nu kun, jeg vil dø som en Kæmpe!

Bort med de Brynjer og bort med de Skjolde!
frem vi vil styrte som Bersærker holde!
Sværdet vi svinge i Hænderne begge,
virke Bedrift med de straalende Egge,
som med vort Navn skal i Tiderne funkle,
Fædrenes Navn og Rygte fordunkle!

Frem I Kæmper! Mod i Bringen!
over Klingen
springe skal da Fjende-Hæren!
Kort og godt
Fjende brat skal fly med Spot!
da med Æren
over Kæmpe-Dynger ile
vi til Hvile!

Med det samme smed han Skjoldet paa Ryggen, tog fast om Sværdet med begge Hænder, styrtede forvoven frem og fældte hvem han fandt; men nu anraabte Hadding sine Skytsaanders Bistand, og flux stod Vagnhoft som en Mur for hans Fylking. Saasnart Asmund fik Øje paa ham med det krogede Sværd, opløftede han Røsten og raabte paa Rim:

Hvad vil du her?
Trold med dit krogede Sværd!
Kort er vel min
Kaarde mod din,
dog vil jeg haabe, min Kniv
koster dit Liv;
Skam allenfalds skal du faa,
Kastespyd, veed jeg, kan naa!

Tvi dig, du Jette!
gjør du dig haard!
Hvad ikke Haanden formaaer,
vil du med Munden udrette:
kue med kvidrende Galder og Gand
Kæmpen, som holder mod Sværdene Stand!

Se, hvor han støder, den Trold,
Folk med sit buklede Skjold!
Tru ikke saa med dit Spyd,
du Mester i alskens Udyd!
tvi dig, du Hrimthurse led!
Huden er spættet, og Kjæften er bred,
saa har dig Nornen, som Niding og Træl,
tegnet til Afsky og mærket til Hel!

Ordet var endnu i hans Mund, da Hadding jog et Knebelspyd igjennem han, men Asmund tog den Trøst med sig i Graven, at hans Banemand dog, hvor han gik og stod, maatte huske ham, thi han brugte sine sidste Kræfter og Øjeblikke til at give Hadding et Saar i Foden, som gjorde ham til en Krøbling alle hans Dage. Det var da en mærkværdig Valplads, hvorfra den ene Konge maatte halte igjennem Verden, og den anden lade sig bære til Jorden; men det var endnu en mærkværdigere Ligbegængelse, Asmund fik i Upsal, thi hans Dronning, Gunnild, dræbte sig selv, for ikke at overleve sin Husbonde, saa hun vilde heller gaa i Døden med ham end med Livet fra ham. De efterlevende lode da og Dronningen ske Ret: de dømte hende, som elskede sin Konge højere end Livet, værdig til at hvile i Kongegraven og sammenblandede venlig de Ægtefolks Aske. Der ligger da Gunnild med Ære og favner i Graven sin Mand saa ømt, som andre kun i Brudesengen deres!

Nu plyndrede da Hadding i Sverrig som Sejerherre, men uagtet Asmunds Søn, Ubbe, ej vovede at byde ham Spidsen, hjalp han dog snart Landet af med de besværlige Gjæster, thi han fandt, at det var den nemmeste Afregning: at betale med lige Mynt, og skibede over til Dannemark med sin Krigshær. Regningen var ogsaa ganske rigtig, thi baade var det lettere at fæste Fod paa Haddings Land end paa hans Hals, og tillige saa havde de Danske dog Fædernelandet kjærere end Herredømmet, hvoraf Følgen blev, at hver dog hjem til sit og fandt paa begge Sider Fuglen fløjen og Reden tom.

Iblandt andet fandt Hadding ogsaa, da han kom hjem fra den svenske Fejde, at Tyvehaand havde tømt paa hans Skatkammer, hvor han plejede at gjemme hvad godt han vandt i Krig og Orlog. Det første han greb til, var at lade Glum, sin Skatmester hænge, men snildere var det Raad han saa fandt paa, i det han lovede Glums Ærespost til hvem af de Skyldige, der vilde bære sine Tyvekoster igjen. Der var da ogsaa strax en af Tyvene, som tænkte mere paa, hvad Kongen lovede, end hvad han selv vovede ved at røbe sig selv, og da nu hans medskyldige saae, hvor kongelig han blev belønnet, tænkte de, at han havde ret gjort sin Lykke, og fik Lyst til lige saa vel at dele den som Skylden med ham. De gav sig da selv an og fik deres Lettroenhed godt betalt, først med klingende og saa med svingende, og maa man ikke nok sige, at de Karle var ærlig Strikken værd, som ikke kunde holde Tand for Tunge eller ren Mund med deres lange Fingre!

Da nu den Ting var bragt i Rigtighed, rustede Hadding sig den hele Vinter og drog om Foraaret, saasnart Isen brød op, over til Sverrig, hvor han holdt ved at husere i fem samfulde Aar; men det blev for længe tilsidst, thi Levnedsmidlerne gik op, og Hadding fik at fornemme, at Hunger er et haardt Sværd, thi hans Krigfolk kunde tilsidst knap hænge sammen. De maatte ikke alene tage til Takke med Skov-Svampe, og slagte alle deres Heste, men endogsaa med Hunde-Aadsler og hinandens Lig, og da de saa var allermest fortvivlede, hørtes der om Nattetide, man veed ikke hvorfra, en Røst i den danske Lejr med følgende Rim:

Hvem I spurgte til Raads,
da I sidste gik til Baads,
da mod Sverrig I drog,
han ved Næsen jer tog.
Hvilket Galskab i Sind!
hvilket Overtro blind!
Hvor I drømme dog kan,
(det har Mjøden nok voldt,)
om at tvinge et Land,
saa ærværdigt og stolt,
som end aldrig blev lagt
under Fremmedes Magt,
som er Staalet for nær
til at skjælve for Sværd!
Hør I Hanen, som gol!
Nu er Drømmen forbi,
og som Duggen for Sol
svinder Hær, svinder I,
naar med lynende Sværd,
naar med Svenske i Færd,
alt som Fald efter Knald,
efter Flugt kommer Fald.
Somme hist, somme her!
Over Nakkerne Sværd!
Saa, hej lystig Koras!
skjær vi Rumpen af Mads;
hvem der først vender Ryg,
taaler gjerne et Tryk.
Naar fik Sværdet ej Ram,
til hvem Skjæbnen er gram!
Hvad er Spyd mer end Vaand
vel i Flygtningens Haand!

Det var just ikke hen i Vejret, det Utydske spaaede; thi Dagen efter blev der holdt et slag, som kom de Danske dyrt at staa, thi de faldt i Hobetal; men saa den næste Nat hørte Svenskerne nyt, og der kom i deres Lejr lige saadan en Røst, som ingen vidste Rede til, og sang, som følger, for de unge Karles Øren:

Mig Ubbe, den Tosse,
end vover at trodse,
men snart skal tilgavns han undgjælde;
føle min Vælde.
Stamper han modig,
stiv imod Brodden;
snart skal han blodig
blegne for Odden,
se paa sin Straf:
dengang indtraf
dog hvad jeg spaaede!

Tæmmes skal Armen,
Tylvte af Spyde
tæt gjennembryde
Brynjen og Barmen!
Tilbunds da bukker,
Ubbe, du under!
Lin ikke lukker
gabende Vunder,
Lægedoms Saft,
Urternes Kraft,
Lægernes Kunst,
alt er omsonst.

Samme Nat stødte Krighærene atter sammen, og naar da Maanen blinkede gjennem Sky, saae man to skaldede Gubber i gruelig Skikkelse drages om Sejeren, saa at den ene stod de Danske, og den anden Svenskerne bi.

Hadding tabte Slaget og flyede til Helsing-Land, hvor der timedes ham en værre Ufærd; thi da han paa en hed Sommerdag gik ud at bade sig, fik han Syn paa et ubekjendt og underligt Dyr, som han endelig ved Sværdslag fik taget Livet af og lod føre op i sin Lejr, men, som han nu gik og brammede af sin Heltegjerning, mødte der ham en Kvinde paa Vejen og sagde:

Oppe og nede,
paa Mark og paa Bølge,
skal dig forfølge
Gudernes Vrede;
dig alle Vætter
vrede nu drille;
dine Forsætter
brat de forspilde.
Far hvor du lyster,
paa Mark og paa Bølge!
Selv til de fjærneste Kyster
susende skal dig en Hvirvelvind følge:
kaste i Skoven,
tumle paa Voven,
knække og knuse,
med Bulder og Brag,
hvor du er til Huse,
Tømmer og Tag,
hvor du er om Bord,
Master og Ror!
Ulykken med dig du fører,
Skade faar alt hvad du rører:
Falder Blomst, falder Kvæg,
til Uheld, paa din Vej,
visner Blomst under Fod,
isner Dyrenes Blod!
Uden Læ, uden Ly,
skal du vanke om Land,
som en Pest skal dig sky
baade Kvinde og Mand!
Det er Himmelens Straf,
det er Nornernes Dom,
thi saa ilde du traf,
at med Dyret forkom,
forborgen tilstede,
et Led af den himmelske Kjæde!
Hardt maa du bøde,
Gudnidings Brøde
gaar over alt!
Thursen i Ørne-Gestalt
Vingerne ryster.
Far hvor du lyster!
Syden og Norden,
Østen og Vesten,
brøle som Torden:
vel mødt i Blæsten!
sværge sig sammen
mod dig med Gammen,
hvirvlende alle dig følge,
snurre dig rundt paa den rullende Bølge!
Bød hvad du brød!
lær at afbede
Himmelens Vrede!
ellers dig følger,
paa Mark og paa Bølger,
til du gaar heden,
Hvirvlen og Vreden.

Hadding gav sig nu paa Hjemrejsen, og det gik i alle Maader efter Kvindens Ord, saa hvor han vendte sig, kom alting i Oprør. Saasnart han kom ud paa Søen, rejste der sig en flyvende Storm, som ødelagde hans Flaade, og da han, som en skibbruden Mand, søgte Husly ensteds, blæste Huset omkuld, saasnart han kom ind. Nu mærkede han da, at der ikke var andet Raad for Uraad end at prøve, om han ved Sone-Offer igjen kunde vinde Himmelens Gunst, og vendte sig desaarsag til Afguden Frø med et Offer af kulsort Kvæg, og et saadant Sone-Offer, som Svenskerne kalde Frø-Blot, blev det en Skik i hans Æt at gjentage aarlig.

Nu spurgte Hadding nyt fra Norge, som huede ham meget ilde; thi det var, at Ragnild, Kong Haagens Daatter i Nitter-Dalen, skulde giftes med en Jette, hvad Hadding ansaa baade for en ynkelig Skjæbne og en afskyelig Ting, som man ved et ædelt Vovestykke maate se at forekomme i Tide. Han kunde jo gjerne siddet i Mag og havt sine kronede Dage, imedens Prinsessen led ilde, men naar Mag og Manddom ej kunde forliges, var Umagen ham altid kjærest, og hans største Fornøjelse var at lægge Voldsmænd øde, ihvem det saa var der led Uret. Saa foer han da afsted til Norge og slog det Utydske ihel, som var saa næsvis at bejle til kongeligt Blod, men Sejeren maatte han kjøbe med mangt et Saar, og det ej af de mindste. Imdilertid fandt han ogsaa en kjærlig Haand til at forbinde, thi ham uafvidende, var det Prinsessen selv, som plejede og helbredte sin kjække Befrier, og for at have et Kjende paa ham, der ikke forsvandt i Tidens Længde, mærkede hun ham paa Skinnebenet med en Guldring, som hun lagde i Saaret. Da hun nu siden fik Lov af sin Fader at vælge sig en Brudgom, hvem hedes Hu stod til, i Konge-Hallen, hvor der var baade unge og højbaarne Bejlere nok, da ledte hun kun om det skjulte Kjærlighedspant og følte sig frem, til hun fandt det hos Hadding, hvem hun da, uden at ænse de andre, favnede flux, og overgav sig i Heltens Haand, som reddede hende af Jettens Kløer.

Imidlertid, nu Hadding var her til Gjæst, skal ham være mødt en underlig Ting; thi, som Folk en Aftenstund sad over Borde, saae man en Kvinde stikke Hovedet op af Gulvet, henne ved Arnen, og vise i Barmen en Urtekost frem, som om hun vilde spørge, hvor i al Verden de vel mente, der var saa dejlig grønt om Vinter-Dage? Da nu Kongen ogsaa fik Lyst til at gjæste det Land, tog Kvinden ham under sin Kaabe og sank i Jorden, den Vej hun kom. Det skulde da uden Tvivl betyde, at han, med Norners og Guders Minde, skulde gjøre den Rejse i levende Live, som stod ham for efter Døden, thi først maatte de arbejde sig igjennem et tyk og lummer Taage, og kom saa paa en meget betraadt og forslidt Fodsti, som førte hen til en Hob stadselig klædte Kongebørn, men ikke før de kom dem forbi, naaede de hen hvor Solen skinnede, og det Slags Urter groede, som Kvinden havde havt at føre. Videre gik de og kom til en Aa med sorteblaa Vande, hvor Strømmen gik strid og henrullende med sig allehaande Vaaben i rivende Fart. Over den Strøm var imidlertid lagt en Bro, og den gik de over hen til et Sted, hvor de saae to Krigshære staa, som prøvede Styrke. Hvordan, sagde Hadding, hænger dog den Ting sammen? Aa! sagde Kvinden, det er Kæmper, som faldt i Slag, og vise nu daglig, saa i en Lignelse, hvordan det gik til, i det de, som til et Skuespil, opføre igjen deres forrige Bedrifter. Videre gik de, og saa da en Mur, ikke nem, at komme nær, end sige at komme over, og omsonst var al den Umage, som Kvinden gjorde sig med baade at springe derover og at gjøre sig lille og smutte igjennem. Hun maatte da nøjes med at vride Hovedet om paa en Hane, hun just havde hos sig, og kaste det over Muren, og flux hørtes Hanegal fra den anden Side, til Vidnesbyrd om, at Fuglen var kommet til Live paa ny!

Da Hadding var kommet tilbage fra denne underlige Nedfart, gav han sig paa Hjemrejsen med sin unge Dronning til Fædernelandet, og de Vikinger, som laa paa Lur og vilde gjort ham Vejen stridig, fik en lang Næse, thi ihvorvel Vandet og Vinden var for dem alle, saa tog han dog Luven fra dem og kom i behold.

Imidlertid lod Kong Ubbe i Sverrig gjøre vitterligt, at hvem der kunde tage Hadding af Dage, skulde faa hans Daatter, som var et Underværk af Dejlighed, og den Fristelse kunde en vist Tønning ikke modstaa, men hyrede sig en Trop Bjarmer, hvormed han haabede at se sit Ønske opfyldt. Hadding, som vilde møde ham paa Halvvejen, stak nu i Søen, og da han sejlede Norge forbi, blev han paa Kysten en Gubbe vaer, som stod bestandig og viftede med et Klæde og bad dem lægge til med Snekken. Haddings Stalbrødre ansaa det for en farlig Sag, stode hardt imod og sagde, at Krydsvej var Krinkelvej; men Hadding tog ikke desmindre Gubben ombord og lærte af ham at gjøre sig mer end sædvanlig Flid med sin Fylking og stille Hæren saaledes op, at der stod kun to Mand i den første Række, men fire i den anden, otte i den tredje, og saa fort videre, immer dobbelt op, og saa bestandig sætte Slyngekasterne og Bueskytterne paa Fløjene. Da nu Slaget skulde staa, og Hæren var saaledes stillet op, af Skabelon som en Kile, gik den gamle Mand hen allerbagerst og trak en Bue ud af Skratten, han havde paa Ryggen, der kun var stakket at se til, men skjød sig saaledes ud, at den blev længere en hele Fløjet. Med den Bue skjød han ti Skud ad Gangen, lige ind paa Fjenden, saa det peb i Luften, og lige saa mange Pile, lige saa mange Saar. Bjarmerne, som mærkede, at det gik skjævt for dem i Sværdslag, tyede nu til deres Trolddom og rejste med deres Hexerier under klaren Himmel Graavejr med Taage og Pladskregn, men den gamle var deres Mester, thi saasnart han saae det trak op til Regn, satte han en Sky der lige imod, som pressede saa, at Regnen drev over. Hadding vandt da Sejer, og den gamle Mand gik sin Vej, men raadte ham først altid heller at føre store Krige i fjærne Lande, end smaahugges med sine Naboer hjemme, og spaaede ham tillige, at Fjender skulde aldrig fælde ham, men kun hans egen gode Vilje gjøre Ende paa hans Dage.

Siden bød Ubbe Hadding til sig i Upsal, under Paaskud af et Forligelsesmaal; men han havde Ræven bag Øret, og Hadding mistede alle sine Folk, som han havde med sig; thi de Danske bleve bænkede i en Sal for dem selv, og ligesom en vilde ud, stod der en Svensker ved Døren og hug Hovedet af ham. Kun Hadding alene undkom i Nattens Mørke, men han kom igjen med sin Krigshær, og saa faldt Ubbe i Slaget. Ingenlunde forgreb dog Hadding sig paa hans Lig, thi han førte kun Krig med de levende, ikke med de døde; meget mere glemte han, det var hans Arvefjende der laa, gav ham en hæderlig Jordefærd og lod oprejse et meget kunstig udhugget Gravminde over ham. For nu ogsaa, da han havde overvundet Svenskernes Hoved, om muligt, at vinde deres Hjærte, viste han dem, at det var ham ikke om fremmede Lande at gjøre, thi han lod Riget blive ved Asmunds Æt og satte Ubbes Broder: Hunding paa Thronen.

Da nu Hadding havde faaet Fred for sin gamle Medbejler, slog han sig til Ro, slap Sværdet og holdt paa Ploven, men efter en Del Aars Forløb blev han dog kjed ad den Stilhed og skjændte paa sig selv, fordi han laa og gravede sig ned i Jorden, og pløjede ej mer den høje Sø; ja, man skulde snart tro, han fandt mere Fornøjelse i Krig end i Fred, efter følgende Rim at dømme, hvormed han bebrejder sig selv sin Ørkesløshed:

Hvi skjuler jeg mig her i Vraa,
alt i de dunkle Skove,
og hejser ikke Sejl i Raa,
som før paa blanken Vove!

Her er slet ingen Ro og Mag
for onde Dyr og vilde;
de Ulve tude Nat og Dag,
og Bjørnen brummer ilde!

Hvor tomt, hvor dødt dog her at gaa
paa disse øde Fjælde!
Hvor kan et Helte-Hjærte slaa
i slig en Muse-Fælde!

I Ungdoms-Aar jeg fik saa kjær
sortladne Hav og Snekke;
skal mine gamle ben nu her
i Bjørnehi jeg lægge!

Fuldbedre dog det er forsand
paa Hav sit Liv at friste,
og sanke paa den vilde Strand
med Æren Guld i Kiste!

Saa far nu vel, I klipper graa!
far vel, I mørke Skove!
Op, Mast i Sky! op, Sejl i Raa!
op! ud paa blanken Vove!

Hans Dronning derimod vilde helst have sit paa det tørre og holdt mere ad Klippeskoven end ad Søkanten, hvor Strandfuglene forstyrrede hendes gode Morgensøvn, som hun gav tilkjende med følgende Rim:

Her er trygt og lunt og tyst
i det dunkle Skove,
tidlig mørkt og silde lyst,
længe kan man sove;
nede ved den vilde Strand
buldrer hult det under Land,
angest maa man blive.

Aldrig har man Ro og Mag
der for Vind og Vove,
silde Nat og tidlig Dag, -
naar skal man dog sove!
Alt i aarle Morgengry
sjunger Svanen højt i Sky,
sørgelig det klinger.

Selv om Natten knap et Blund
faar man i sit Øje,
bliver ikke allenstund
Maagen ved at støje!
Hvem ej Øren fik af Staal,
gal kan blive af det Skraal,
kjede sig til Døde.

Flakke om i skjøre Stavn
paa den falske Vove,
springe i den kolde Favn
ud af lune Skove,
hu! det er en sælsom Lyst!
Maagen bo paa vilden Kyst!
Hvalen bo i Havet!

Paa samme Tid opstod der i Jylland en arrig Skalk, ved Navn Toste, som var af ringe Herkomst, men fik nu i Sinde at gjøre sig navnkundig ved sin Ondskab, som han da ogsaa blev paa sin Vis, thi for den store Fortræd han med al Frækhed og Grusomhed gjorde i Landt, blev han vidt og bredt bekjendt og berygtet under Navn af Kjeltringen. Det var ikke heller mer end forskyldt, thi efterat have skammelig huseret i Jylland, gik han endnu videre og antastede Saxen, ja havde den Glæde, at Hertug Sigfred, hvis Folk fik ondt i Slaget, maatte bede om Fred. Dertil svarede Toste, at det skulde han gjerne faa, naar han kun vilde træde i Forbund med ham og bekrige Kong Hadding men det syntes Sigfred var en farlig Sag, som han krympede sig ved at indvikles i. Der blev imidlertid ikke bedre Kjøb, thi det er slige Karles Mundheld, at vil du ikke med det gode, saa skal du med det onde, og Toste satte ham saaledes Kniven paa Struben, at han tilsidst gav efter, og med forenede Kræfter drev de virkelig i et Slag Kong Hadding af Marken. Toste bildte sig ind, at han var faldet, og ledte længe efter hans Lig paa den blodige Valplads, men da det ikke var at finde, drog han ned til Stranden, hvor han da saae Hadding midt paa Vandet i en Baad arbejde mod Strømmen. Toste fik nu strax nogle Skibe skudt i Søen og foer ud efter Baaden, men førend Hadding gik fra Land, havde han boret dem lække, og Toste maatte være glad, han slap til Lands igjen uden at kuldsejle. Han foer imdlertid strax ud igjen med friske Skibe, og Kongen saae, det var ilde fat, men heller død end raadvild! tænkte Hadding, spurgte sin Følgesvend om han kunde svømme, og da han svarede: Nej, og der ingen anden Redning var, saa kantrede Hadding Baaden og holdt sig under den. Nu tænkte Toste, at han var druknet, vendte om og gav sig i god Ro og Mag til med Hjærtets Lyst at plyndre de døde paa Valpladsen; men imidlertid fandt Hadding Venner og slog ganske uventet ned imellem de Rovfugle, saa hvem der ikke nødtes til at blive, lod Byttet ligge og foer afsted. Nu havde da Toste ogsaa lært, hvad det var at vende Ryg, men han blev alligevel ikke forsagt, og da han, efter det Knæk han havde faaet, ikke turde vente at komme til Kræfter herhjemme, saa rejste han udenlands med sine egne Sendebud, for at søge Raad i Brittannien. Undervejs havde han sin Fornøjelse af at faa sine Stalbrødre og hele Skibets Mandskab i Vane med at spille om Penge, hvorved der blev sat Splid imellem dem, og saa ophidsede han dem saa længe, til Legen tog en blodig Ende, og de slog hinanden ihjel. Det gjorde han altsammen for sin egen Fordels Skyld, thi han arvede dem der faldt, og for de Penge kjøbte han sig Bistand af en i de Dage navnkundig Sørøver, som hed Kolle. Med ham til Stalbroder kom da Toste snart igjen, men Hadding, som heller vilde vove sin Trøje end sit Folk, bød ham ud og slog ham i Kreds. Det var nu saa engang Skik blandt Heltene i gamle Dge, at de brugte aldrig to, end sige flere Hænder, til hvad een dog kanske kunde gjøre!

Efter disse Begivenheder var det Hadding drømte en nat, at hans afdøde Dronning kom til ham og sang:

I Skov løbe Dyrene vilde,
de tude og skabe sig ilde;
men Dyret, du har i din Gaard,
som godt dem at tæmme formaar:
det Lam, som nu leger paa Gulv,
skal bide den hungrige Ulv!

Men lidt efter lagde hun til:

Det være dig sagt,
tag vel dig i Agt!
En Ulykkes-Fugl
opvoxer i Skjul:
en Svane i Munden,
en Ugle i Grunden,
saa grum og saa falsk!

Om Morgenen da Kongen vaagnede, fortalte han sin Drøm til en Mand, som forstod sig paa mørke Taler, og fik den saaledes udlagt, at Ulven skulde betyde hans Søn, som vilde blive en grum Kæmpe og en Skræk for sine Fjender, men Svanen skulde betyde hans Daatter, som vilde forraade sin Fader. Den Spaadom gik ogsaa i Opfyldelse, thi Haddings Daatter, Ulvilde, som blev gift med Guttorm Bonde, var saa unaturlig, at hun virkelig ophidsede sin Mand til at tage hendes egen Fader af Dage. Hvad enten hun dreves mest af indtændt Arrigskab over den lave Stand, hun var giftet ind i, eller af umaadelig Ærgjerrighed, kan man ikke sige for vist, men at hun havde Dronninge-Stadsen i Hovedet, det ser man af hendes Tale, som jeg synes, det er bedst at give saa vidt muligt med hendes egne Ord, saaledes som følger:

Og ve mig, som fødtes paa Borgen
af kongeligt Skjoldunge-Blod!
I Hytten jeg gaar nu med Sorgen,
og falmer af Røg og af Sod;
o, Skam faa min Fader, som vilde
min Ære og Lykke forspilde!

Om Konninge-Sønner og Helte
ved Vuggen de viser kun lød,
men Bondemand løste mit Bælte
o ve! hvilken Jammer og Nød!
Det er, som en Eg skulde bøje
til Busken sig ned fra det høje.

Vel før saae man Bondemands-Barnet
at vorde en Konninge-Brud,
men naar saa man kastes i Skarnet
en Konninge-Daatter saa prud?
O ve! at saae falde jeg maatte,
da Mø jeg i Brudeseng traadte.

Dog, Bonde! maaske under Kofte
et Konninge-Hjærte dig slaar;
saa fandt man i Vadmel jo ofte,
hvad ej var i Sobel og Maar;
og selv sig et Purpur at skjære,
er mer end et skjænket af bære.

Ja, hvad er en Drot, som beklæder
en nedarvet Konninge-Stol,
mod den, der opstiger med Hæder
fra Dybet, som Stjærne og Sol!
Det er ikke Byrd, men Bedrifter,
som ligelig Æren udskifter.

Der Kongen dig fæsted til Kvinde
en Jomfru af Konninge-Blod,
han vented vel hos sig at finde
et kongeligt Hjærte og Mod.
Saa viis, du fortjener den Ære
en Konninge-Svoger at være.

Ja, skjær dig et Purpur med Kaarde,
oprejs dig af Skarnet, fat Mod!
Lad Ellen et Egetræ vorde,
forvandlet ved Konninge-Blod!
Den Helt, som et Kongehus stifter,
han beder paa Bryd med Bedrifter.

Kom ej nu med Snak om at synde!
naar udgaaet Træ staar paa Hæld,
da skal sig med Øxen man skynde,
det kalder jeg at gjøre Skjel;
den første den bedste er Manden,
og vil ikke du, vil en anden.

Ja, længde nok throned den gamle,
som nikker bedaget og træt;
ham til sine Fædre at samle,
er billigt og kjærligt og ret.
Hvo højest den mægter at bære,
maa nærmest til Kronen og være!

Intet i Verden for mig kan opveje
dejlige, drotlige Dronninge-Navn,
heller, end ydmyg for Kongen at neje,
kjærlig og stolt jeg ham tager i Favn;
lidt kun er Navnet af Konninge-Daatter
imod det herlige: Kongens Gemal!
mindre endda er en Svoger til Drotter
imod en Konge, som throner i Sal!

Aldrig for godt skal man kalde det bedste,
aldrig forglemme, man selv er sin Næste!
Tal ikke her om umulige Ting!
Muligt er alt for den djærve og snilde:
dette er let, som for Haren et Spring,
Sagen er her kun at ville!

Vi gjøre Gilde,
byde vor Fader til Gjæst,
Minerne milde,
blænde som bedst;
alt er at haabe,
Frændskabets Kaabe
Snaren bedækker,
Mjøden os rækker
venlig sin Haand.

Naar, efter gammel Sædvane,
Kongen da fører paa Bane
Kæmper og Riser,
Sager og Viser,
reder og kjæmmer, i Dag som i Gaar,
Fipskjæg og Haar:
Ikke han drømmer om Svig og Harm,
førend det kolde han har i Barm.
Lad ham kun tømme den samme Skaal,
han har iskjænket med bredfuldt Maal!
Salig den Haand, som faar Lykke og Evne
Tusinders Blod paa Tyrannen at hævne!

Paa denne Maade fik Ulvilde virkelig sin Husbond overtalt til at tage Del i det sorte Forræderi, men Hadding blev i en Drøm advaret om at vogte sig for sin Svigersøn, han kom ikke desmindre til Gjæstebudet, som hans Daatter lod til at have anrettet af særdeles Kjærlighed, men tæt ved Huset lagde han en Trop Krigsfolk i Baghold, der kunde være ved Haanden, naar det gjordes behov. Som han nu sad over Borde, lagde han Mærke til, at der stod en Tjener, som ingen Ting bestilte, med et Sværd under Koften, og det var da ligefrem, at han lurede paa Lejlighed; men nu gav Hadding sine Folk det Tegn, der var aftalt, ved at blæse i sit Horn; de kom da ogsaa paa Øjeblikket, og Fals slog sin Herre paa Hals. Imidlertid kom dog det Rygte ud iblandt Folk, at Hadding var død, og da Hunding i Sverrig det hørte, gjorde han et stadselig Gjæstebud for at drikke Æres-Øl over ham. Der blev nu sat et stort Mjødkar midt paa Gulvet, og for at det skulde gaa ret højtideligt til, tog Hunding sig selv en Tjeners Skikkelse paa og stod for Skjænken, men i det han nu gik omkring og saae Gjæsterne til gode, gled Foden fra ham, og han drattede ned i Karret og druknede, som om det skulde være en Straf over ham, enten fordi han løj Hadding død, eller fordi han smurte Odin om Munden med et tomt Gravøl. Dog, hvorom alting er, saa, da Hadding fik den Tidende, satte han sig for at gjøre samme Skjel og at dø til dens Ære, som døde til hans; hvorfor han lod Folket sammenkalde og hængte sig i alle Mands Paasyn.



Project Runeberg, Fri Dec 14 20:58:58 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/saxo/saxo07.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free