Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stockholm — Montmart r e
47
bakover fra sin rimfrosne langhaarede mule, og det knirker i draget
og griner under meiene. —
Jeg føler en ganske liten frysning trods pelsen, vi kjører under
Ulnatten, det stupbratteste og høieste fjeld over veien — med kolossale
istapper truende hvert øieblik at løsne og splintres og feje os —
landskapets lille uskyldige staffage — utviske os — væk! Og naar dagen
gryr ved ti elleve tiden kommer posten kjørende, og postføreren Per
Enger sier Prro! og titter paa barieren av isbeholdningen over veien
og sier: Hm. Fan ogsaa! Saa ser han ret op mot himmelen og tænker,
her har nys gaat skrei. —
Saa snur han og kjører tilbake saa dombjellerne spiller en heftig
overture til Wagners Götterdämmerung, stormer ind til Ericksen i
Bottolfshus, telefonerer til Eggedals postaapneri, til Lensmand Kopseng
og rotemesteren, om skreia i Ulnatten.
Men vi dilter videre til Sverige, og derfra til Frankrike til Montens,
Montmartres sommerby, Grez sur Loing, litt søndenfor
Fontaineblau-skogene.
Vi gaar der i ulidlig spænding og længsel for Strindberg ventes
med familje. Hver dag, hver nat. Calle, Spada, Nordstrøm, Ville,
Thekla, Antoinette — og jeg mest, for jeg er den eneste som ikke har
set manden med „Røda Rummet".
En kvæld kom han med hustru og jeg tror, med to smaapiker.
Han, den første i Norden, som slog og vandt et slag for enhver av os,
smaa og store især smaa — som i de siste aar av syttiaarene og de
første uforglemmelige ottierne, gik som unge, dypt troende konfirmanter
til gudsalteret —, til det helligste — naturen —, til græs paa marken
til lauv paa de før foragtede greiner paa trærne — og nu paa Monten,
og kneipen „Hørnan", med kredit hos kelneren François, og fik vort
daglige brød og en chopine deilig vin ordinær!
Mesteren var spæd, mørk og stille. Da hans pande altid syntes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
