Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
«Forsvind, men husk paa at næste gang vi møtes,
slipper du ikke saa let fra Sigurd Seiersborg, din
Satan.»
«Ho — ho — Seiersborg ho, ho — fint skal det
være, men bare vent du,» hvæste han hæst, idet han
seg langsomt agterover langs rækken og forsvandt
i mørket.
Sigurd tok Nilius og bar ham ind i køien og la
ham. «Stakkars dig Nilius, naar vi kommer til Rio
skal du faa bli med mig, saa slipper du fra dette
svinet,» sa han.
Stormene kom døgn efter døgn. De sprang rundt
i alle kompassets streker.
De var dødsens trætte inde i ruffen. De væltet
sig vaate og gjennembløte ind i køierne. Der var
ikke længer no utbrud av had mellem partierne,
likesaa voldsomt som stormen raste ute, saa stille
blev det i ruffen. Det gjaldt bare at faa i sig en
skvæt kaffe og litt brød og saa hvile, hvile, hvile
–-. Legemet kommanderte, saa alle andre krav
forsvandt.
Tømmermanden glemte sparebankboken og Mattis
gad ikke misunde tømmermanden hans to hvite
skjorter.
Jonas forsøkte et par gange at nynne litt, og han
stemte saagar i med «En sjømands brud har bølgen
kjær», men da blev tømmermanden sint og sa til
Jonas, at enten fik han synge: «Hvo vet hvor nær
mig er min ende», eller saa fik han holde kjæft.
Jonas valgte det sidste.
«Heldig vi har litt maane inat,» sa
tømmermanden til Mattis, som hadde utkik fremme paa
bakken.
Det var ut paa morgensiden, og hun laa for to
stumper og svigtet mesan. Stormen øket igjen.
Vind-støtene kom tutende, tungere og tungere. I
maane-lyset saa de vandbergene som hævet og sænket sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
