Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjælen som association
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Sjælen som association
aarsaker et visst synsindtryk, en bestemt lugtefornemmelse,
og — naar jeg spiser det — en viss smak. Disse
sanseindtryk associerer sig for min bevissthet paa den maate at de
i erindringen gjensidig fremkalder hverandre. Merker jeg
f. eks. i et værelse lugten av epler, saa fremkalder denne
lugtefornemmelse i min erindring andre til eplerne
knyttede oplevelser eller forestillinger. Deres utseende, deres
smak dukker op for min bevissthet. Jeg husker det ord
hvormed de benævnes, de trær hvorpaa de vokser etc.
Det samme sker om jeg hører ordet eple uttalt, eller om
forestillingen om et eple dukker op i min bevissthet.
Ordet eller forestillingen fremkalder da i min erindring
andre dermed associerte forestillinger. Vi ser saaledes
hvorledes de enkelte sjælelige bestanddele som ved
oplevelse eller erfaring er indgaat som led i min bevissthet,
er knyttet sammen, saaledes at bevisstheten om en av
disse bestanddele drar bevisstheten om andre
bestanddele efter sig. Denne sammenkjedning av de sjælelige
bestanddele eller elementer er det vi kalder association,
og associationspsykologerne mener at jeget ikke bestaar
i noget andet end i denne sammenkjedning av de enkelte
sjælelige bestanddele som omfattes av min bevissthet.
De benegter at jeget eller sjælen er et selvstændig
realvæsen i mennesket og lærer: Jeget eller sjælen er bare
et sammenfattende uttryk for totalsummen av de i
bevisstheten associerte indholdsbestanddele.
Den aandelige stamfar til denne endnu ganske
utbredte associationspsykologi er den berømte skotske
filosof David Hume (1711—1776). Hume var en radikal
er-faringsfilosof. Han vilde ikke tillægge noget virkelighet
medmindre det tilhører vor ydre eller indre erfaring.
Længer end vor erfaring gaar vor erkjendelse ifølge
Hume ikke. Vi kan derfor ikke erkjende noget som har
sin tilværelse i sig selv, uavhængig av erfaringen. Nu
bestaar al vor erfaring oprindelig i indtryk («impressions»),
hvorved Hume forstaar enhver førstehaands oplevelse,
saasom en sansefornemmelse, en følelse eller en stræben.
Fra disse oprindelige indtryk stammer alle vore forestil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
