Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikkedukken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
229
rosiner og nogen mandelkjerner og la over til
ham. Leon stappet det op i kremen og kjørte
rundt med skeen. Nu skjendte mammaen ganske
litt, forstod jeg. Men da pappaen, som hittil
hadde forholdt sig taus, skulde være spøkefuld
og stak skorpen, som han hadde skaaret av sit
ostestykke, bort i sølet paa Leons asjet, gav hans
kone ham en liten dask over haanden — og hun
saa over paa mig, som sat skraas overfor hende,
og hvisket til gutten. Det var tydeligvis noget
saan som at han vilde vel ikke, at den fremmede
damen skulde se, han var uskikkelig.
Leon sat mellem sin pappa og mig — nu sendte
han mig et knusende blik, som sa, at det var ham
aldeles likegyldig, hvad den fremmede damen
tænkte om ham. Saa snudde han ryggen til mig
og sparket samtidig energisk bakut under bordet,
ind i mine skjørter og ben. Men det kunde jo
ikke madame se — hun smilte til mig, og jeg
smilte til hende, og saa smilte hun endda mere
og sa ømt og litt undskyldende, stakkars liten,
han var saa søvnig.
«Mais oui, madame, c’est bien tard pour ce
petit homme la,» sa jeg og saa stolt paa min
norske ledsager. For jeg syntes, dette var flot
fransk — til mig at være da. Naar min sprog*
mægtige veninde, som jeg bodde sammen med,
hadde forfald, pleiet jeg at kapre ham med mig^
i byen til tolk.
Et øieblik efter var jeg indviklet i en livlig
konversation med fruen, som forsikret, at Leon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
