- Project Runeberg -  Skolemesterens optegnelser /
226

(1890) [MARC] Author: Peter Rosegger Translator: Ingeborg von der Lippe Konow
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

226

Præsten formaner den gamle kulbrænder til
ikke at anstrenge sig ved at tale for meget.

„Og mindes I, jeg sa den gangen, at I engang
kunde komme til at hjælpe mig igjen, for det jeg
hjalp Jer? Nu kan I det. Jeg ligger for døden.
Jeg har alt snakket til Franz Æreskog, han skal
tømre kisten min. Og saa er kroppen vel gjemt.
Men min sjæl, præst, Gud hjælpe mig, den er saa
svart som Fanden selv/’

Præsten søgte at trøste og berolige ham.

„Hvad nu?" siger Bartelmei, „jeg har ikke
mistet modet endda. Men jeg ved, at alting maa
ha sin orden og redelighed. Hvad er det, præsten
vil med det hvide klæde der? Nej, det trænger
jeg ikke; vi gjør det af i korthed. Naar en ligger
slig paa sin sidste halm, er en ikke oplagt til noget
mer. Skal ikke præsten sætte sig ned ? — Men nu
maa jeg først sige Jer: med troen min er det nu
saa som saa; naar jeg skal sige som sandt er, saa
tror jeg ikke paa nogenting mer. Det er Vorherres
egen skyld, at jeg ikke er anderledes. Han har
.saa rent glemt mig. Han nægtede mig det, og han
i sin almagt kunde saa sandelig ha hjulpet mig. —
Jeg kan jo altid fortælle det. Ser I, præst, den
gangen da Sepp-Marian døde — vi holdt af
hverandre, hun og jeg — saa sa jeg til hende: Marian,
sa jeg, hvis du maa slukne nu, du unge liv, og jeg
skal være alene igjen her al min tid, saa er det
skam af Vorherre. Men nu vilde jeg saa gjerne
vide, førend jeg dør, Marian, hvordan det har sig
med det, de kalder evigheden, som de siger aldrig
tar ende, og at sjælen lever videre der. Ikke er
der raad at faa vide noget vist, og fremmede folks
ord er ikke altid til at lide paa, og kanske de ikke
ved stort mere end vi, de heller. Men du, Marian,
sa jeg, hvis du nu maa gaa bort, og du saa lever

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 20:16:13 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/skolmester/0228.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free