Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. Gudsønnen - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
XIII.
Der hengik endnu ti Aar, Saa sidder Gud-
sønnen en Dag, som sædvanlig, stille og ene. Der
er intet, som tynger paa ham, intet han ønsker,
intet han frygter, hans Sjæl er fuld af Glæde.
„Hvor dog Gud i alle Henseender har velsignet
Menneskene!" tænker han. „De skulde kun leve
et Liv i Glæde; men i Stedet herfor pine og plage
de sig selv til ingen Nytte." Han mindedes alt
det onde i Verden, hvorledes Menneskene lide der-
under, og det gjorde ham ondt for dem. „Det er
en Fejl af mig," tænker han, „at jeg lever som
jeg gjør. Jeg bør gaa ud iblandt Menneskene og
fortælle dem, hvad jeg véd."
I det samme hørte han Røveren komme
ridende; men han lod ham ride forbi, idet han
tænkte: „Det kan ikke hjælpe noget at tale med
ham; han vil dog ikke forstaa mig."
Hans første Tanke var, at lade Røveren ride;
men lidt efter betænkte han sig og gik ud paa
Vejen. Her saa’ han Røveren komme ridende
mørk i Hu og med Blikket fæstet mod Jorden.
Det gjorde ham saa ondt for ham i dette Øjeblik,
at han løb hen til ham og omfavnede hans Knæ,
idet han udbrød;
— Kjære Broder, hav Medlidenhed med din
Sjæl! Betænk, at Guds Aand boer i Dig. Jeg
ser, hvorledes Du pines; men Du er i en Vild-
farelse, naar Du tror, at kunne lindre Smerten ved
at pine andre; derved forøger Du den kun. Imens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
