Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1839, da han 56 aar gammel igjen indtraadte i statskirkens
tjeneste som prest til Vartou, er der en freidighed, en
livsglæde, et lyst haab om vekst for alt kristeligt og menneskeligt
aandsliv i Danmark, som slaar os imøde fra alt, han taler,
synger og skriver.
Men havde han ikke det rette alvor, den rette kristelige
pilgrimsfølelse, saa havde han vistnok ikke kunnet skrive de
mange salmer om alderdom, død og grav, som hører til
perlerne i hans digtning.
Dødstanken har tidlig bevæget ham, vi ved det om de
tunge tider efter dimisprækenen i 1810, og der findes
ypperlige salmer af denne art fra hans manddomsdage:
Her mødes alle veie
blev digtet i 1824, kort tid før striden med Clausen,
Som markens blomst henvisner fage
i selve stridens aar (1825).
Men de ypperste af døds- og gravsalmerne er netop fra
hans anden ungdom (1839—1872):
At sige verden ret farvel
(1843),
Som dugg paa slagne enge
En liden stund
(1860),
(trykt efter hans død).
Græd kun Marta! græd, Marie!
(trykt efter hans død).
De, som med taarer saa,
Med frydesang skal høste
(trykt efter hans død).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
