Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
TEKNISK UGEBLAD.
12te aug. 1892^
nadssatt samt de senares tillåmplighet i Sverige».
26 s. 2 taflor. 8vo. «Sveriges geologiska
under-sokning» ser. O. no. 105. Stockholm 1889. Pris
l kr. «0m bearbetning af sandsten, kalksten och
takskiffer i Storbrittannien m. fl. st.» 22 s. 8vo
«Sveriges geologiska undersokning» ser. O. no. 106.
Stockholm 1889. Pris 50 øre og «Skotska
bygg-nadssått for naturlig sten» 16 s. l tafla. 8vo.
«Sveriges geologiska undersokning» ser. C. no. 118.
Stockholm 1891. Pris 25 øre.
Vil man opnå et heldigt resultat ved at anvende
naturlige sten til bygningsarbejder, må man tilpasse
bygningsmåden efter den stenart, man vil anvende,
og ikke omvendt søge at tilpasse stenarten til
bygningsmåden. Man bør både i konstruktionerne og
ved de dekorative partier tage hensyn til
materialets eiendommeligheder, så at man lemper sig efter
disse og ikke forsøger at indpasse materialet i
bygningsformer, for hvilke det ikke passer, og navnlig
bør man sørge for, at man også kan anvende mindre
sten, så at største delen af det brudte materiale
kan få anvendelse; herved nedsættes materialets
pris og en mere udstrakt anvendelse af det
muliggjøres.
Sådanne bygningsmåder har navnlig udviklet
sig i England og Skotland, og det skyldes disse,
at anvendelsen af naturlige sten, selv i almindelige
borgerlige huse, har nået den høide, den står på i
disse lande.
Her * i de nordiske riger anvendes de endnu
kun i ringe grad. Nærmere at komme ind på disse
bygningsmåder vilde imidlertid føre for vidt, det er
kun hensigten her at give en oversigt over de
vigtigste, teknisk anvendelige stenarter i de nordiske
riger og deres anvendelse, for en stor del støttet
på oplysninger, som jeg har indsamlet på en
studie-reise i Sverige og Norge ifjor, og på hvilken jeg
har besøgt en del af de vigtigere stenbrud og
stenhuggerier. Af professor Johnstrup, direktør for
mineralogisk musæum her og chef for Danmarks
geologiske undersøgelse, af, de geologiske
undersøgelser i Sverige og Norge såvelsom af de
forskjellige firmaer, jeg har henvendt mig til om
oplysninger, er der på forskjellige måder bleven vist mig
en meget stor Velvillie og imødekommenhed, for
hvilken jeg ikke undlader her at bringe min
hjerteligste tak. For den svenske stenindustris
vedkommende har jeg tillige havt stor nytte af et
arbeide af Lundholm: Några upplysningar om
Sveriges stenindustri till Sveriges geologiska
undersok-nings utstallning i Goteborg 1891, Sveriges
geologiska undersokning, Stockholm 1891; for den norske
stenindustris vedkommende af Norges geologiske
undersøgelses årbog for 1891, udgivet af H. Reusch,
Kristiania 1891, og af L H. L. Vogt: Salten og Kanen,
med særligt hensyn til de vigtigste jernmalm- ’og
svovlkis-kobberkis-forekomster samt marmorlag,
Norges geologiske undersøgelse, Kristiania 1891, som
jeg har benyttet en del ved denne fremstilling.
I Danmark findes af de teknisk anvendelige
stenarter granit og palæzoiske sandsten og kalksten
kun på Bornholm.
Den bornholmske granit har været gjenstand
for brydning fra 1823. Der brydes nu en syenitisk,
blå granit og en rød granit i Knudsker sogn ved
Rønne af de forenede granitbrud i Rønne, i spidsen
for hvilke hr. A. P. Brodersen står, og af hr.
Jacob Mogensen i Rønne, der også har brud ved
måde at nå sit mål. Nero stillede efter branden vidtgående
fordringer såvel til husenes konstruktion som gadernes bredde
og pladsenes rummelighed; han søgte at forhindre høie
bygninger, bestemte at visse dele af husene måtte gjøres af
ildfast material etc. Imidlertid fremgår det af de mange klager
fra den tids forfattere, at de fleste af disse bestemmelser blot
er blevne stående på papiret. Efter Jordan er det
overhovedet ikke berettiget at anse Eoms brand under Nero som den
vigtigste grund til at byen i tidens løb har fået et andet
udseende. Ligesom ildebrande selv i vore dage ikke altid har
en regulering af gadenettet tilfølge, således som tiden
kræver den, så har vel noget lignende gjort sig gjældende i
Eom, idet man nemlig i sådanne tilfælde altid har
hastværk med at få husene op igjen.
Jordan fører en ikke uvæsentlig del i Roms forandring
tilbage til Sulla’s og Cæsar’s virksomhed, idet disse med held
søgte at gjøre byen fremkommelig ved at foretage
gjennem-brud, hvilket fortsattes af Augustus.
Granske interessante er også Nissen’s undersøgelser om
breddeforholdene i gaderne i Pompeji. Ifølge Nissen kan
det bevises, at denne bys gader i tidligere dage var meget
bredere end på forstyrrelsens tid. Man begyndte nemlig at
bygge husene stadig længere frem i gaderne, således at
enkelte af disse tilsidst blev aldeles stængt for kjøring.
Noget lignende foregik ifølge Nissen også med de veie,
der førte fra sted til sted. Sålænge veiens flade ikke blev
kunstigt bearbeidet, var veiene overordentlig brede; ja selv
efter at man ved afgrænsning havde bestemt en vis flade til
vei, var denne dog temmelig bred, for at der ikke skulde
dannes dybe hjulspor. Men såsnart man begyndte med at
fremstille et fast veidække blev bredden i betydelig grad
indskrænket.
For Pompeji kan man påvise gadebrolægning fra det
sidste århundrede f. Kristus. I forskjellige andre byer havde
man allerede tidligere befæstet gadebanen. Man må
rimeligvis tilskrive Fønikerne de første forsøg på
brolægnings-teknikens område. Hos Grækerne finder vi brolægningsteknik
meget tidlig; en særegen form erholder den i den der
anvendte mosaik.
Under Sulla skal brolægningen for første gang have
fundet vei til Italien. Medens det berettes om Athen, at
den havde mange gader, der kun var bedækket med rullesten,,
er det bekjendt at gaderne i Smyrna var helt brolagte. Den
omstændighed, at man ved udførelsen af så store arbeider
ikke tog noget som helst hensyn til gadens tørhed, tyder på,
at den daværende brolægningsteknik må have befundet sig i
sin første udvikling.
For Eom stammer de første efterretninger om
gadebygning indenfor byen fra den første trediedel af det 6te
århundrede, og de handler om nogle arbeider satte igang af
plebe-ziske ædiler, nemlig en kjørevei fra Salineregnen til
Aven-tinerhøien og en fra kvægtorvet til den ene ende af cirkus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
