Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 32.
TEKNISK UGEBLAD.
Hammershus i en rød Granit. En rødliggrå granit
brydes i Helvedesbakkerne tæt ved Neksø af hr.
O. E. Sonne i Neksø, der også har brud i
Paradisbakkerne i en «sort granit med hvid marmorering».
I omegnen af Allinge drives også en betydelig
industri. Her blev et murmester Wienberg
tilhørende brud ved hammeren ifjor overtaget af et
aktieselskab, der agter at drive granitindustrien i
det store med alle nutidens hjælpemidler.
Den bornholmske granit forekommer i flere
mid-delkornede varieteter af rødgrå, grålig eller blålig
farve. Som bygningssten vil den ved sin styrke
og holdbarhed kunne konkurrere med en
hvilken-somhelst granit. Neksøgraniten er for sei til at
anvendes til brosten, men hertil Allingegraniten sig
fortrinligt. Granitarterne anvendes også i poleret
tilstand, men overgåes dog i Skjønhed af adskillige
svenske og norske stenarter.
Rønnegranit fra de forenede granitbrud er
anvendt til den nye polytekniske læreanstalt, til
botanisk laboratorium, delvis til kunstmusæet, til
professorboligen ved mineralogisk museum, til store
nordiske telegrafselskabs bygning osv.
Fra Jacob Mogensen er bl. a. leveret søiler til
privatbanken, store nordiske telegrafselskabs
bygning, provinsarkivet o. fl.
Neksøgranit er anvendt til sokkel og
vindues-indfatninger i Bikuben og til alt granitarbeidet i
den nye frilagerbygning. Den er ligeledes anvendt
til søbefæstningen, Kjøbenhavns havn og skal
anvendes i frihavnen. Til dronning Louises bro er
anvendt bornholmsk granit fra Allinge.
I året 1754 åbnedes et brud for statens
regning i bornholmsk sandsten ved Neksø, det såkaldte
Fredriks stenbrud. Det dreves med betydelig kraft
i et halvt århundrede, men efterhånden, blev det
vanskeligere at få ren og god sten, og driften blev
mindre lønnende. Staten solgte da anlægget og
bruddet dreves derefter i en snes år spm privat
eiendom, indtil stormfloden 1872 ødelagde en
dæmning, ved hvilket bruddet var adskilt fra havet.
Det store og dybe brud fyldtes med vand, og driften
ophørte.
Den bornholmske sandsten er rød af farve og
temmelig hård. Nogle varieteter forvitre temmelig
hurtigt; at andre dog kan stå sig fortrinligt, kan
sees på frihedsstøtten, på pavillonen i haven til
Christian den Syvendes palæ på Amalienborg og
flere steder.
Ved anlægget af havnebasinet i Neksø har
man brudt en sandsten af fortrinlig beskaffenhed,
af hvilken man har opført en kaimur ved havnen.
I alunskiferen på Bornholm forekommer en sort
kalksten, der ser meget smuk og god ud, men den
forekommer i så forsvindende mængde, at der ikke
kan være tale om at anvende den.
I det øvrige Danmark findes af stenarter, der
egner sig til bygningssten, bl. a faksekalk. Denne
er som bekjendt en koralkalk fra kridtformationens
yngste etage og forekommer ved Fakse i
forskjellige varieteter, der er mere eller mindre tætte og
hårde.
I «Teknisk Forenings Tidsskrift> 1886-87 s.
66 findes en afhandling af daværende direktør
Jørgensen om Fakse kalksten og sammesteds s. 163
en afhandling af arkitekt Gnudtzmann om
styrkeprøver med Fakse-kalk. Med henvisning til disse
skal her blot bemærkes, at de hårdeste og kompak-
Et stort opsving tog brolægningen i år 500 efter de
seir-rige slag ved Kynaskefalæ og Magnesia. De store skatte
som på denne tid flød ind til Rom, gav anledning til
iværksættelse af omfangsrige byggeforetagender, såvel på
brolægningens som kloakernes område. De romerske gader adskilte
sig fordelagtigt fra de græske derved, at gaden var delt i
fortouge og den egentlige kjørebane. Cæsar’s stadsret
pålagde alle romerske byer at forsyne sine gader med fortouge.
En række antike stæder besad forøvrigt ganske særskilt
udstyrede fortouge.
Hovedgaden i Antiochia, Porticus tetrastichas, der var
næsten en mil lang, var belagt med hvide og farvede,
kostbare granit- ,og marmorplader og var prydet med fire
søile-rækker og to kollonnader. En anden lignende gade
gjennem-skar Antiochia på tværs. Palmyra havde en ligeså storartet
søilegade; i Selenkia og Konstantinopel var der ligeledes
talrige gader med søilegange anordnede på begge sider. I
Konstantinopel havde man delvis fortoug i to etager
gjen-sidig forbundne med trapper. I keiser Zeno’s
bygningspoliti-lov er det således bestemt, at disse trapper skal gjøres
massive. Huseiernes forhold til gadernes brolægning og
vedligehold fandt i Rom tidlig ordning ved lov. Grrundeieren måtte
bidrage i forhold til sin frontlinies længde både til
anlægsomkostninger og vedligehold af brolægningen; det lovlige
bidrag kunde inddrives ad rettens vei. Efter lex Julia pålå
det huseierne også at sørge for gadens vandafløb, og omend-
skjønt bidragsloven egentlig gjaldt Rom, synes den også at
have fundet stor anvendelse i andre dele af riget.
Hvad alslags gravning i gaden angår, synes den at have
været mindre hyppig end i vore dage; allerede Plato skal
have givet en lov, efter hvilken sådan gravning ’alene måtte
foretages med autoriteternes samtykke. I Rom lå denne del
af gadevæsenet i ædilernes hænder; disse havde også at holde
øie med selve husene. Det synes som om brolægningsvæsenet
en tid har henligget under quæstorerne. Ædilerne havde
under sig 4 Quatuorviri curandarum viarum, hvis antal senere
blev forøget til 6. To af disse havde tilsyn med veie og
gader udenfor de egentlige bydele.
Betegnelser for gaderne i Rom og mange andre byer
tages fra egennavne, bygværker, offentlige anlæg osv. Gadens
navn udstraktes også til dens sidegader; det var ikke let at
finde sig tilrette, thi husene havde aldrig nuinere, og det er
uvist, om gadenavnene har været angivet noget sted.
(Forts.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
