Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
TEKNISK UGEBLAD.
8de Septbr. 1892
N a = 9 S. V2 sin2 a.
Hvis denne formel var sand, behøvede man ikke
at bryde sig om den skrå bevægelse. Thi, kalder man
luftreaktionens horizontale komponent for E, så fåes:
E = P. tg a
og når denne vinkel er meget liden
E = P.a hvoraf
T=P. Fa
eller
IT % 1
~P~S=~^~S.
Man har nemlig, når fuglen er i ligevægt i
luften:
P = Na cos a = 9 S F2 sin2 a cos a
og T=Ptga F.
hvoraf:
T2 ^ tg* a = __ l _ J^
P3 ep S sin2 a cos a ep
ep S sin2 a cos a ep ti sin0 a
for små vinkler.
Arbeidet under dette skulde altså pr.
vægtenhed være det samme som for ortogonal flugt.
Man kommer til et andet resultat ved at
anvende Bordas formel:
JVa = ep S F2 n sin a,
hvoraf udledes
T2__ sin a
P3 ~~ ny S cos* a og for små vinkler.
Disse ligninger leder til ovennævnte princip
og udgjør den såkaldte «vinkellov*.
Hvem af de to lærde har ret? Begge og
ingen af dem. Luftens modstand afhænger nemlig
af den bevægede flades form. Hvis fladen har
form af et bånd, som skovler luften med sin
langside, vil luftpartiklerne stuves sammen og kun kunne
skyves nedover; da er Bordas formel nogenlunde
rigtig. Hvis båndet angriber luften med sin mindste
side, vil Newtons formel nærme sig det sande
forhold.
Heraf kan sluttes, at vingerne bør være lange
og smale, som hos de store flyvere; hos svalen er
forholdet mellem længde og bredde 5-6.
Langley har også påvist dette med experiment.
Renard redegjorde derpå for en række
experi-menter baserede på følgende princip (se flg. 2).
a 6 var den horizontale flade, der har en horizontal
hastighed F0, som sammen med faldhastigheden
Fig. 2.
v0 frembringer resultanthastigheden F, der danner
vinkelen a med planet.
Man havde ladet små faldskjærme falde
samtidig ned fra et stativ, hvorpå de var ophængte.
Samtidigt fald opnåedes ad elektrisk vei.
En af dem havde fire symmetrisk anbragte
vinger som en fjærbold; hver vinges plan var lodret
på det plan, der bestemmes af dens egen axe og
hovedaxen. I en anden faldskjærm var vingerne
skrå i forhold til samme plan som i en skrue,
således at apparatet under faldet begyndte at rotere.
Nu viste det sig, at den første nåede jorden
før den anden. Og det noteres, at denne faldets
langsomhed hos den anden opnåedes uden yderligere
arbeidsudlæg.
Heraf er Renard bleven bragt til at definere,
hvad han kalder en vinges eller et plans kvalitet.
Af ligningen:
T2
P3
a
n ep 8.
(4)
får man:
For:
har man:
a
= l og T=l
P3
n
a’
Følgelig er den vægt, som løftes af en
kvadratmeters flade under udvikling af l kgm arbeide
proportional med kubikroden af -.
Denne størrelse kalder Renard «vingens
kvalitet». Som man ser voxer denne størrelse efter
Bordas formel, når a aftager for den skrå
bevægelse.
"Disse resultater giver håb om, at man kan
forøge et plans løftekraft ved at give det en
horizontal bevægelse. Man kan nu søge problemet løst
på to veie: med helicoptéren og aeroplanen.
I den første er bevægelsen en rotation, i den anden
er den translation.
Ved studium af helicoptéren bemærkes strax,
at de ovenfor fundne love for luftens modstand kun
gjælder indenfor temmelig snævre grænser.
Hvis man således ved mekaniske midler
forøger rotationshastigheden i den oven beskrevne
faldskjærm i det uendelige, så skulde dermed a
aftage og planets kvalitet voxe over alle grænser.
Dette er imidlertid ikke tilfælde. Man kommer
nokså snart til grænsen, som efter Renard nåes,
når den roterende faldskjærm yder samme bæreevne
som en faldskjærm med overflade så stor som de
roterende vinger repræsenterer.
Med areoplanen forholder det sig anderledes;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
