Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
digt: »Der flägtar liksom en vårvind oss till mötes, med
blomsterdoft och fogelsång och sorlande vatten» *). Netop, fordi
Malmström var så sanddru, kunde han også være så tro ej
alene mod naturen, men også imod virkeligheden. Det er
således umuligt at se hans mæsterlige tegning af »Det gamla
paret» uden at modtage det mest levende indtryk af de to
ælsk-elige guldbröllopsfolk, ælskelige med både dyderne og lyderne
fra deres svundne ungdomstid. Og er det ikke i
»Hjertklapp-ningen», som om vi ser den unge pige sidde for os og tale til
sit eget hjærte, og som om vi hörte både det lille hjærte banke
og fodtrinnene udenfor på trappen, når vi læser slutningen:
»Tst — Mamma kommer — Akta, akta,
jag hör i trappan hennes fjät.
Ack, kära hjerta, klappa sakta,
du stannar nog ej af för det.
Att jag af bäfvan så skall stamma!
Gud! — om det vore någon ann’ . . .
I himlens namn! det är ej Mamma,
du vilda hjerta, det är — han! —»
Malmström var frisindet Han lovsang den sande frihed, —
ikke det luftige billed, som digterne så tit kranser med blomster
uden at kænde dets inderste væsen. Og hvor dybt rodfæstet
denne frihedsfølelse var hos ham, — derom vidner digtene fra
hans italienske rejse. Medens mangen skald heroppefra har
nydt Sydens yppige skönhed som døvet af en glemseldrik, så
var det, som om Malmströms ægte gammelnordiske frihedsfølelse
netop kom til gennembrud ved modsætningen imellem den ydre
formskönhed og den indre råddenhed. Han udbryder da (i
Fiesole 1846):
»Yäl näktergalen slår i pinjen här,
i lagerlunden gudaväsen drömma,
orangen frukt och lagren blomma bär; —
och dock jag minnes nog, hvem jag har kär:
jag kan försaka, men jag kan ej glömma.
i drufvans safter smyger sig en tår:
jag kan ej njuta, hvad jag bör försaka. —
*) Kullbergs intrædelsestale i Sv. Akad. den v 1866. Se Sv. Akadms
Handlingar. 41:ste del (1867) s. 72.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
