Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Gudrun fæstede et koldt Blik paa ham, mens Ormen
langsamt snoede sig fra den ene Mundvig over i den anden. »Og
hvem er da det?» spurgte hun.
»Det er mig», svarte Gutten.
»Ha ha!» lo hun haant.
»Ja ja», blev han ved, »du faar nu tænke om det som du
vil, jeg beholder min Tanke ligefuldt. Rigtignok er det saa, at
naar du siger et vredt Ord, gaar det i en, som en Nagle, den
drives ind, og en faar Lykke til at hugse det saa længe en
lever; men kommer du saa efterpaa med det Gode, da drager du
en Mands Hu til dig, saa han glemmer baade Far og Mor, og
det som Mer er for din Skyld.»
Gudrun havde lidt efter lidt hævet sig op af sin sorgfulde
Dös. Her löd Ord, der endnu engang dryssede Smigerens Guld
paa hendes ensamme Vei; dog saa stor var Skjelningen
mellem För og Nu, at hun ikke lenger spurgte fra hvem det kom,
hun tog det uvraget til sig. Da lyste det stolte Mod over
hendes Aasyn igjen, og et funklende Blik mödte Gutten.
»Nei!» udbrod han, »du skinner mod £n, saa en trængte at
skygge sig for Oinene.»
»Ja saa», sagde Gudrun med lidt Haan i Rösten.
’ O
»Men det gjælder nu ikke mig», lo han, »for jeg ser lige rakt
paa Solen, jeg.»
Og raskt flöi deres Blikke mod hinanden til Udfordring.
Dristigt maaltes de, ingen Skyhed slörede over dem, dybere
og dybere trængte de — til slut mödtes de der, hvor Maalet
slipper og hvor Sjælene blandes!
. »End Budet dit?» spurgte Gudrun med en liden Skjælven i
Rösten.
Gutten tren fast og freidigt nogle Skridt fremover Gulvet,
og han blegnede som ved et Kuldegrys. »Budet mit er det . . .
at vil du som jeg, da tager du mig til Husbond . . . Madmor
bliver du for mig ligefuldt, saalænge du lever.»
»Du?» for Gudrun op i pludselig Vrede. »Det var stort
Mod det.»
»Stort, skal Stort mægte — Lidet, kan Hverman agte,» svarte
Gutten uforfærdet.
Gudruns Hovmod holdt ikke slig Selvfölelse ud, og det
tilmed hos en simpel Tjenestegut. Stod ban ikke der med et Mod
lige saa stort som hendes!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
