Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
Gutten tvang sit Svar tilbage med et Suk. Endnu en Gang
vovede han at se hende ind i Øiet; men det spaaede intet Godt.
Da hilste han og gik; thi der var ingen Mening i at drive det
til Overmaal med en slig Kvinde.
Saa sad Gudrun nu alene igjen, og der bölgede mægtige
Fö-lelser i hendes Sind. Gutten var det fagreste Syn hendes Oie
havde mödt — hvordan var det stelt med hende, at hun aldrig
havde seet ham för, da han dog var hendes egen Tjener? Tjener!
det Ord mældte en hel Række af stolte, uböielige Tanker, som
En for En fik sit Foretræde; men efter dette kom Gutten
tilsyne igjen; og for haus Sag stred den mægtigste Talsmand
Gudrun endnu havde hort; thi det var hendes eget Hjerte.
Ja, der skiftede mange Tilstande i den stærke Kvindes Sind,
för Sövuen kom den Nat, og Nætter og Dage fulgte efter i lange
Rækker, men striden blev den samme. Ilun fölte Styrken af
Guttens mandige Aand inöde frem som Jevning ved Siden at’
hendes egen. Ilan havde grebet hendes Ord, som i en Leg, og
kastet dem tilbage mod hende med fristende Klügt; han havde
maalt Syn med hende, saa fast og længe, at hun tilslut havde
siddet sora svimlende mod en Afmagt. Men Hovmodet, der havde
givet hende den store Livsnæring tiöi fra og til mellem disse
Tanker og den hug om sig som en graadig Ilög, saa alle
Hjertets smaa Sangfugle flygtede med Skrig. Men endelig sprang
frem, som af et Baghold, den sidste Kjæmper i Striden, og det
var Guttens egne Ord »Du har da Ære nok med dig selv,
heller ikke ved jeg den, sora kunde lægge noget til.» Det slog; thi
det gik sammen med Hovmodet.
»Vist havde hun Ære nok med sig selv! Ikke havde hun
fundet En, som kunde lægge saameget som en Avne til!» Og
nu kom Sangfuglene tilbage, Högen sad med lukkede Øine og
lod dem frit Synge hver sit lokkende Kvæde, men saalænge hörte
Gudrun paa, at det for hende blev en Opsang til nyt Liv. Da
kom der en Kveld igjen, men det var Maaneder efter hin förste.
Gudrun vandrede langsomt og med stor Blyghed i Laget ud fra
Gaarden og op over Veien til den nærmeste Grind. Et lidet
Vindkast strög af og til henover Trætoppene, og det gulnede Löv
dryssede ned for hendes Fod.
Fjeldet stod mörk, ret som tilbagetrukken i sig selv, paa
den anden Side af Elven. Denne skjöd koldt forbi, og gav
sig ikke hen i nogen koglende Leg, med Lys og Skygge.
Himlen lukkede over med sit dunkle Blytag, og tungt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
