Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
sora Jordlyd hörtes Kvægets Rauten bort i Fjöset. Bag ved
Grinden stod Gutten og flöitede. Han saa kjæk og modig ud,
og Naturens Tværhed gjorde ikke hain Fortred, han havde
Tanken retted mod noget Andet. Da hörde han Fodtrin bag sig,
ban vendte sig raskt om, og det Syn hans Tanke havde
manet frem i Sjælen, stod nu lige for hans Øine. Med et Sprang
var han over Grinden og ved Siden af Gudrun. Hun havde
standset, da han vendte sig, og stod nu for förste Gang i sit Liv
skjælvende foran et Menueske.
Gutten drog Aanden tungt og forvendtningsfuldt.
Skiftedagen var indpaa, og blev ikke Ordet taget tilbage,
havde han ikke månge Stunder at være her i. Men alt hvad han
frygtede og brændende öuskede blev til en Lue i hans Sjæl, og
da Gudrun endelig löftede Synet tungt og forvirret op til ham,
straalede hans Ansigt i Skjæret af den, og de mödtes i et Smil.
»Nu faar du tale med Præsten,» sagde Gudrun endelig.
»Da er der ikke en Gut i Verden saa glad som jeg,»
jublede han.
»Og du holder fast hvad du lover?» bad hun.
»För jeg sviger dig, svige Vorherre mig.»
»Saa er vi fast i det Samme,» föiede hun blodt til idet hun
gav ham Haanden.
Stunden efter kom de vandrende ind over Tunet, Haand i
Haand, Gutten glad og modig, som den der har vundet en Sag;
Gudrun stolt og overseende som den rige Giver; Mindst anede
hun, at. hun var den Fattigste af dem!
Saa snart det kunde ske, sad Gudrun i llöisædet med sin
unge Brudgum og saa blid og fager havde Ingen för seet hende,
selv ikke i Vaarfyldens Tid.
Men heelt godkjendt af Verden blev dette Ægteskab dog ikke,
dertil var der endnu for mange Mænd og Kvinder i Bygdelaget,
som havde lidt Haan og Skuffelse ved hende, og for Mange, som
endnu gik 0111 med et selvnæret Haab. Men midt i
Misundelsens tomme Ordskvalder sad Gudrun fredlyst af sin Husbonds
Kjærlighed, som Fuglen paa den höie Gren over Smaatroldets
Mylder omkring Træets Rod.
Dog varede det ikke ret længe, för Gudruns mörke
Natur overskyggede hendes egen Glæde. Medens endnu hans
Kjærlighed var skjælvende og længselsfuld, og hendes endnu tog sin
friske fulde Næring af hvert Livsens drag, da var hun vistnok
lykkelig, pa sin Viis; men da den sagtnede som hin stærke Ström
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
