Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Karl Gjellerup: Adria og Landkendinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En af Grækerne begyndte at synge Nationalsangen — en
flov Efterligning af »La Parisienne«. Derved kom Nationalsange
i Almindelighed paa Repertoiret. Den russiske Hymne var der ingen,
der kunde mer end Begyndelsen af. Men den angliserede Ithakenser
brummede »God save the queen«. Det kunde Italieneren ikke holde
ud: skulde det være, Musik, det var jo til at falde i Søvn over! og
han vrængede Melodien efter paa en Maade, der kom den danske
Opfattelse »Gummi elasticum« temmelig nær. Nej, saa var der deres
Nationalmelodi, det var noget andet, det var Liv, det var Musik
det! Efter denne Indledning maatte vi altsaa døje
Garibaldi-Marschen, det livagtigste »Vagtparaden trækker op«, som man
kan tænke sig, et Rabalderstykke der har gjort et uudsletteligt
Indtryk paa mig ved den Effekt, som det frembragte ved at falde
ind i Wagners »Valkyrie«, midt i Samtalen mellem Wotan og
Brynhild, — fordi de kongelige i det Øjeblik traadte ind i Logen.
Og Italieneren, der havde faaet Blod paa Tanden, fortsatte
med Verdi, debiterede hele Scener med Trimolostemme og
begejstrede Tenorist-Bevægelser.
Men i en Pavse klappede Gendarmen mig paa Skulderen.
Hans straalende Ansigt og Armen, der var hævet som en
Taktstok, forberedte mig paa noget særdeles overraskende. Og
pludselig begyndte han saa at brøle »De gode gamle Ægyptere«.
Det var unægtelig en fin Opmærksomhed, skønt han ikke
kunde ane, hvilke loyal-hjemlige Minder han bragte mig fra
hine Middagsminutter, naar jeg som Dreng stod ude paa Altanen
i Frederiksgade og ventede paa det Øjeblik, da den gamle Fane
kom ud af Palæporten og Trommer og Piccolo-Fløjter spillede
op . . . Amalienborg Plads! hvor forunderlig er del at mindes
dig her nede og sende dig min Hilsen fra Orientens Tærskel.
Jeg synes at fornemme din gamle palæhegnede Stenro om den
irgrønne Rytterstatue, foran Marmorruinen. Og i din fornemme
Stilhed hører jeg Skridt, — altid mange Skridt, — ligesom de
høres paa hint Hjørne i Dickens »to Byer«: — smaa trippende
Børne-fødder, Trampen af Drengestøvler, og saa urolig slentrende Yng-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
