Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Frk. Alvilde Prydz: Resultater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ambrosius laa stille og lyttede. »Mo’r!« klagede han dæmpet.
Saa kom Graaden lettende og Tankerne tilbage, listende med
Daggryet, én for én.
Den gamle vendte Papiret om. »Ah, der har vi Titelen:
»Trøstetanker«, Ah! Trøstetanker!« Han rullede atter Papiret
paa Blyanten og saa’ lidt tvivlraadig ud; derpaa nikkede han
blidt: »Det er ganske rigtig! Ganske rigtig, ja!«
Ambrosius for atter op.
»Nej Fa’r, nej! Det er ikke rigtig!«
Den gamle smilede lidt beroligende og lagde ham til rette
igen. »Nej, det var nok ikke rigtig, Gutten min! saadan maa det
ikke være!«
Ambrosius rejste sig atter op og udbrød: »Fa’r! Jeg giver
mig ikke! Jeg vil leve og skal jeg gaa til Grunde, — da
skal det være med løftet Hoved!«
Den gamles Øjne lynte. Han rejste sig ogsaa, rettede sig
i sin fulde Højde, og der kom noget af svundne Dages
glæde-straalende Kampfærdighed over ham.
»Ret saa, min Søn!« raabte han livfuldt. »Du siger som
Araberen paa sin Ganger: Dø om saa skal være! men over
— over!«
Ambrosius stirrede paa ham med et langt, smerteligt Blik.
Han følte en kold Gysen, Kræfterne forlod ham igen. Han faldt
tungt tilbage.
»Fa’r syng! — — men saadan som du sang for mig, da
jeg var liden og ikke vilde sove! — — Husker du de Sange?
Men syng længe!«
Den gamle var ogsaa faldt sammen igen, pludselig, tungt.
Han satte sig stilfærdig ned.
Og han huskede dem alle, og de kom Barnesangene med
de uskyldige Tekster, hvor man intet sér og dog finder mere end
man magter. Det kom med alt sammen: hin mærkværdige
sangvinske Tone, hint sikre Haab, hin lykkelige Hvilen, som ingen
forstaar, der er bleven meget klog — i nænsomt glidende, blidt
vuggende Melodier, komponerede af Moderhjærtet.
Blødt og varsomt blev der sunget. Ambrosius lyttede; det
lød trøstefuldt, lindrende. Det var som hans Moder kom og
vuggede ham, som var han et lidet Barn endnu, og det var ikke
sandt, at noget var forspildt.
Ambrosius blev roligere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
