Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Paul Bourget: Brev fra Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forfattere, der er mindre særlig knyttede til Naturalismen, saa
som Jules Glaretie, hvem vi i Aar har at takke for en
interessant Roman, hvori Scenen er henlagt til Udlandet, og som
hedder: Le Prince Zilah, eller Elémir Bo ur ges, der i sin
Crépuscule des Dieux (Gudedæmring) har meddelt den salig
Hertug af Brunsvigs tragikomiske Skæbne. Det ser ud, som om der
i Frankrig var en Verden af Literater for sig og en af
almindelige Mennesker for sig, og denne Adskillelse, som mange
Udlændinge ikke gøre, er et Hovedpunkt for enhver, der ønsker at
•opfatte den Maade, hvorpaa vore Romanforfattere skrive deres
Bøger. —
En fransk Forfatter finder sig nemlig hyppigst, i Følge
Omstændighedernes Magt, afskaaret fra enhver anden Bestilling
end den at skrive, eller har han en Stilling i Samfundet, som
det hedder, er det en lille Ansættelse ved et eller andet Kontor,
der skaffer ham det daglige Brød men ikke giver ham Lejlighed
til at gøre Erfaringer. Han lever sædvanlig i Paris midt iblandt
andre Literater, saa at hans Iagttagelse af sit Lands Sæder er
meget begrænset. Som man ser af Gustave Flauberts
Brevveksling, der er bleven udgivet netop i Aar, betragter han
Flertallet af sine Medborgere som Filistre, det vil sige Fjender, i
hvis Midte det er ham utaaleligt at færdes. Han bringes
saa-ledes ved sine Forbindelser og Studier i en Tilstand af literær
Forbitrelse. Han bliver selv som Person en Undtagelse, hans
Sensibilitet forfines i en overdreven Grad, hans Tanker tilspidses, og
han mister Sansen for det almindelige Liv som det udfolder sig
omkring ham. Man vilde kun kunne anføre meget faa Bøger af
opdigtet Indhold, der ikke er denne Lov underkastede, den maa
derfor haves for Øje af enhver, der vil dømme rigtig om den
Retning, den franske Roman mere og mere tager hen imod det
at blive et Værk af Dilettantisme og Særhed, med en
kunstnerisk Form og med en ofte saare sindrig Sjælelære, men et
Værk for sig selv, der vel kan bestikke Publikum ved sin Stræben
efter Analyse og Positivisme, men ikke paa nogen Maade
udtrykker dette Publikums indre Liv og Følelser.
II.
Poesien.
Den samme Sondring mellem Forfattere og Samfund, der
som en Lov behersker det literære Liv i Frankrig og frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
