Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Docent Jul. Lange: Correggio. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saaledes som de maatte ligge, for at deres Skønhed kunde
udfolde sig helt for Beskuerens Blik, ret som om Kvinden ikke
vedkom Beskueren mere end et andet kosteligt Skuestykke, der kunde
hænges op paa en Væg. Han selv vil have Beskueren mere med
og fjærne den usynlige, men meget følelige Grænse, som i de
venetianske Billeder skiller ham fra den fremstillede Figur. Han
ynder ikke den uforstyrrede venetianske Ro, han forlanger noget
mere uroligt, spontant. Han vil have Tingen taget saaledes. som
den falder sig i Livet, tilfældig og naturlig, uden at Kunsten
hjælper det mindste derpaa. Og dertil behøves unægtelig netop
den største kunstneriske Kraft.
Han har i denne Retning opnaaet noget uforligneligt i sin
„Antiope“, det vil sige: en Jagtnymfe, der har lagt sig til at sove
i Skoven (Louvre). Aldrig har en Kunstner-Fantasi i den Grad
som her formaaet at overrumple den ubevogtede Natur, som den
giver sig selv. Man ser ikke Figuren helt udstrakt for sit Blik,
men halvvejs i Forkortning ind i Billedet: des mere er det, som
om man tilfældig fandt hende saaledes. Stillingen er aldeles
henkastet; der er ikke Tale om noget »ædelt« i den eller i
Formerne: hun prætenderer intet, men faar des mere. Hun ligger paa
Jordsmonnets Skraaning, halvt paa Ryggen, halvt paa Siden, med
Benene trukne lidt ind under sig, Kroppen og Halsen bøjede
tilbage, friskt og dybt aandende under Søvnen, den ene Haand
stukket ind bag Nakken. Det er den levende Mytologi: Naturens
eget Aandedrag, dens drømmende Skovstemning, der ligesom
umiddelbart er forvandlet til en menneskelig Skikkelse. Vistnok
havde Correggio gjort bedre i at lade det blive ved denne ene
Figur og udelade den lurende Satyr og den tykke Amor, der
ligger ved Nymfens Side og lader, som han sover1).
’) I Henseende til den kronologiske Rækkefølge mellem disse Billeder
slutter jeg mig til det almindelig antagne, som det f. Eks. findes hos
Meyer. Kun hvad „Antiope" angaar, er jeg overbevist om, at Meyer
sætter dette Maleri altfor tidligt („1521—1522“). M. gør selv fuldkomment
rigtig opmærksom paa, at man, hvor Dokumenterne svigte, har en
Lede-traad til Kronologien af Correggios Værker i Karakteren af deres Farve.
Jo mere kraftige, intensive, forskellige Lokalfarverne staa, jo mere det
røde er rødt, og det blaa er blaat, des tidligere; jo mere brudte og
mildnede Lokalfarverne ere, des senere. Men i „Antiope“ ere
Lokalfarverne allerede meget brudte, langt mere end i „Amors Opdragelse".
Jeg antager, at „Antiope* er malet nært henimod 1530.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
