Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun saa’ ham vemodig ind i Øjnene.
Han lagde sig ned for hendes Fod. Han var atter
hendes. —
Men i Præstegaarden gik Agathe og saa’ ikke længer saa
impertinent ud som før. Hun saa’ ud som hun ærgrede sig.
Hun havde set det hele, hvordan det havde sig, men hvad
kunde det nytte, naar hun alligevel ikke kunde gøre denne
sanses-løse Blindhed seende? Hvad havde hun igen for sine fortvivlede
Redningsforsøg? At Gabrielle ikke taalte hende. Alligevel kunde
hun ikke give tabt..
Tanten begyndte ogsaa at faa en Følelse af Uroen i Luften;
en liden Mistanke havde ogsaa grebet hende. Og.Gabrielle fik
høre mange ubehagelige Historier om Nils den Sommer, ti Tanten
og Agathe overbød hinanden i at finde Anledning til at føre
frem sit Skyts.
Gabrielle tav Vreden i sig; hun turde jo ikke vise den,
men hun lo tvungent over, at nogen kunde ville tro saa megen
Løgn. Men hun skulde vel magte at vise Tanten og Agathe,
hvad hun ansaa’ dem for.
Det var just en Aften efter Spisetid. Hun var løbet ud i
Haven; vilde ikke høre mere. Hun hadede dem, kunde hade
hele Verden for Nils’s Skyld. Alt hvad der fandtes i hende af
godt, hvert Fnug af Kærlighed hørte ham til. Hun sukkede.
Der var intet igen, hverken til Søskende eller til Fa’r og Mo’r,
som dog havde holdt saa længe og saa inderlig af hende, — —
ingenting!
»Og saa gaar man og siger, at Kærlighed udvider Hjærtet!
Hjærtet bliver vel stort nok, men alle bliver stængt ude — —
undtagen én!« hviskede hun.
Nu raabte Præsten. Hun maatte ikke længer være ude i
den fugtige Aftenluft, men komme og gaa til Sængs.
Præstefruen saa’ bekymret efter hende, og senere paa
Aftenen, da hun var alene med sin Mand, kom hun frem med
sin Anelse.
»Men, kære Gunhild, hvor du kan tale!––––-«. Han saa*
med uforstilt Forbavselse paa hende, medens det fine, overlegne
Smil, et af den aristokratiske Families Slægtsmærker, ironisk
knuste Anelsen som en Latterlighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
