Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
igennem Moderen havde faaet at vide, hvor længe Forholdet
havde varet, var det ligesom der var brudt noget inden i ham.
Det var det andet mislykkede Barn — og det kæreste!
Hvori kunde det ligge? Var han ikke selv en hæderlig Mand, og
havde han ikke strængt’ opdraget dem til at blive hæderlige?
Men hans Kone havde altid været svag og eftergivende, og hos
hende havde de altid haft Medhold. Og uden rigtig at være sig
det bevidst, kom han til at kaste en stor Del af Skylden paa
hende, og Forholdet imellem dem forandrede sig noget.
Han blev tavs og mørk hjemme; Hundene blev hans eneste
Trøst; han pryglede dem aldrig mere, for Hundepisken havde
han brændt; men de lystrede alligevel.
Tiden gik, og Barslet rykkede Dag for Dag nærmere.
Hun besøgte stadig Løjtnanten; men hendes Besøg var
ikke længer nogen Glæde for ham. For hun var saa urimelig,
syntes han. Han maatte gøre hende Regnskab for, hvor han
havde været hver Aften i Ugen, naar hun ikke havde været hos
ham, og stadig plagede hun ham med Beskyldninger. Han var
hende ikke tro, og han brød sig ikke mere om hende til Trods
for alt, hvad hun havde ofret og lidt for hans Skyld. Han blev
gnaven, og en Dag gjorde hun ham saa opfarende, at han bad
hende om at holde sig borte fra ham og sejle sin egen Sø, naar
hun ikke vilde andet end plage Livet af ham. Men næppe var
Ordene undslupne ham, før end han fortrød dem, og gjorde en
Bevægelse for at holde hende tilbage; men til hans største
Forbavselse havde hun slet ikke tænkt paa at gaa sin Vej i Vrede,
og var slet ikke vred, men faldt ham pludselig om Halsen og bad
grædende om Forladelse. Han maatte ikke støde hende bort.
Han var hendes alt, hendes eneste! Fader og Moder vilde hun
forfade for hans Skyld, bare hun fik Lov til at blive hos ham,
eller naar hun ikke kunde det, saa at besøge ham hver Dag,
hver evige, eneste! — og saa talte de om Barnet.
Det skulde være en Søn, og han skulde hedde ligesom han,
og have langt, gult Haar og store blaa Øjne.
Men saa kom Bekymringerne igen. Den lille, uskyldige,
blaaøjede Stakkel! hvad skulde der dog blive af ham her i Livet.
Han vilde jo gifte sig med hende, naar hans Moder var død,
havde han sagt.
Vilde han virkelig det?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
