Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ejer af en meget anselig Formue. Umiddelbart efter hans
Tilbagekomst til Kristiania havde imidlertid Sindssygdommen igen
indfundet sig, og nu var det værre end nogensinde før.-
Fru Holms Læber bevægede sig nervøst, mens hun laa der
i Lænestolen med lukkede Øjne. Hun kendte Sorgen som et
Snørebaand om sit Liv og en Vægt paa sine Skuldre. Af og til
undslap der hende et dybt Suk og et sagte: Herre Gud, forbarm
dig over os.
Men tilsidst kunde hun ikke holde Tankerne samlet; de fo’r
omkring paa de besynderligste Steder, til Linnedskabet, hvor der
laa nogle Lagen, som skulde æggevendes, ind i Toilettebordsskuffen,
hvor hun havde lagt nogle løse Pengestykker fra sig, til det
Silke-plydschses Handskeskrin, hun havde faaet i Julegave, til Beethovens
9ende Symphoni om hvis Opførelse hun havde læst i Bladene ...
»Henrik! Hun fo’r op af Stolen, vækket ved Lyden af sit
eget høje Raab, gned sig over Øjnene, og saa’ sig fortumlet om.
Hun maatte ha’ sovet, Taffeluret slog 2. Der var altsaa hengaaet
en Time siden Holm gik, — og ja, hun havde drømt. Slig en
underlig Drøm det havde været. Hun havde syntes, hun var død,
og befandt sig paa et Sted, hvor de alle var døde, en Flade af
endeløst Omfang, uden Lys af Söl eller Maane, med en kold
gennemsigtig Dæmring. Hun kunde ikke se, om der var nogen
Himmel over dem. De var omgi’t af en farveløs Atmosphære
omtrent 9—10 Alen høj; hvad der var over det kunde hun ikke
skelne. Overalt var der Gravhøje, i tætte, uendelige Rækker, to Gange
saa høje som de paa »Vor Frelsers Gravlund«, ganske dækket af
store, blankglinsende Epheublade — og paa dem alle laa der
nøgne Mennesker, under et hvidt Klæde, der naaede dem til
Hagen. Deres Legemer var iskolde, men det voldte ingen Pine,
og deres Hjærter var ogsaa kolde. De laa der, uden Gnist af
Ævne til at føle noget som helst, ikke for sig selv heller, uden
Medynk, uden Sammenhold, ganske som Stenene paa Gaden. Og den
ene var som den anden; med de udslukte Øjne gloede de ret frem
for sig. Skulde de nogensinde ta’ sig sammen til at gøre noget,
sa& blev det at række Tunge af sig selv, men de gad ikke det
engang. Deres Sjæle var skrumpet ind til et Intet, og de vidste
alle sammen, at det kom deraf, at de i levende Live ikke havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
