Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Professor H. Høffding: Om Religionsfrihed og nogle dermed forbundne psykologiske og etiske Spørgsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
enkelte Individer, der udfinde deres Religion, men de indvies i
den, der lever i Slægten. Saa snart man tillægger det enkelte
Individ — dets Trang, dets Følelse, dets Dømmekraft — en absolut
Afgørelsesret i religiøs Henseende, er man allerede inde paa
Rationalismen. Religionen er en historisk Magt; det er
Forkyndelsen af en hellig Historie, som danner det Grundlag, paa
hvilket der bygges.
I sin simpleste Form bygger Religionen paa en Tradition,
der indenfor én og samme Familje forplantes fra Slægt til Slægt.
De afdødes Aander dyrkes ved Ofre og Gaver, Arneilden holdes
ved lige til deres Ære, og deres Bud agtes som højeste Lov. I
denne Familjereligions Udøvelse deltage kun de, der høre til
Slægten; Familjefaderen, som leder den, staar som den højeste
levende Myndighed i religiøs som i andre Henseender. Endnu
den Dag i Dag er denne Art Kultus den mest udbredte paa
Jorden, idet den bestaar under, ved Siden af eller som Led af de
nationale Religioner. Kun i Kristendommen og i Muhammedanismen
er denne Dyrkelse helt forsvunden1).
Den nationale Religion opstod ved, at hele Staten fik
sine fælles Guder og Helte, sin fælles Arne. Staten var ligesom
Familjen oprindelig baade et religiøst og et politisk Samfund.
Der var ingen Forskel paa Stat og Kirke, saa lidt som paa
religiøse, juridiske og moralske Love. Det var enhver Borgers Pligt
at deltage i den offentlige Kultus, men fremmede vare udelukkede
fra den. Hver Stat havde sine Guder, ligesom hver Familje
havde sine.
Et betydningsfuldt Vendepunkt indtraadte, da Ideen om
Kirken som universelt religiøst Samfund opstod.
Familje-forskelligheder og nationale Skranker skulde nu kun have
underordnet Gyldighed. Der skal ikke mere være Jøde eller Hedning,
Græker eller Barbar. Et rent aandeligt Samfund skal eksistere.
Men ogsaa her er det religiøse Samfund, den aandelige Enhed
betinget ved den fælles Overlevering af en hellig Historie, fra hvilken
de enkelte hente den højeste Lov for deres Liv og den dybeste
Betryggelse for deres Skæbne i denne og i en hinsidig Verden.
’) Henry Maine: Early Law and Gustom. p. 57 ff. — Det var Fustel de
Couiange, som først i sin interessante Bog „La cité antique* paaviste
den store Betydning og primitive Karakter af Familjereligionen indenfor
den græske og romerske Religion.
Tilskueren. 1886. 31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
