Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tvungne Lystighed ved Nanas Aftengilde. Den mandige Ømhed,
hvori intet Gran af Sentimentalitet, slaar ud i den henrivende
tragiske Idyl: Silvére—Miette (Fortune des Rougon), i Abbedens
og Albines Elskov i Paradou-Paradiset (Faute de l’abbé Mouret
er en moderne Omskrivning af Syndefaldsmyten), i Une page d’ Amour,
her og der i nydelige smaa Humoresker, endelig i Denises og
Pau-lines modige Kæmpen. Ved det sidste spiller et nyt Moment ind,
Beundringen for Styrken, som overfor den ydre Natur bliver
Entusiasme for det overfyldt rige i Saccards Drivhus, det kolossale
i Les Hal!es’ Frugt- og Grøntoplag, i Paradouhavens Blomstervækst,
i Au bonheur des dames Forretning. Gennem det grandiose virker de
storslaaet geniale Skildringer af Menneskehobe og Folkerejsninger
(allerede Oprøret i Mystéres de Marseille saa Oprørshærens March
i Natten fra Fortune des Rougon, vældigst de strejkendes
Stormflod i Germinal); og den tragiske Patos — Medfølelsen for
det stores, de manges Smerte — er Nerven i Hovedværkerne
L’Assommoir og Germinal.
Og derfor er Zola saa stor en Digter, fordi det er Tidens
egne Stemninger, der dirre gennem ham. Denne har af alle Digtere
først set, at Nutidens Pyramider er Les Halles, dens Epos
Storindustriens Kamp med Smaaindustrien, dens Tragik at søge i
»Goutte d’or«-Kvarteret eller i Montsous Kulgruber. Nana,
Gift-svampen, som skyder op af Smudset, bliver Furien, som hævner
sine trællende Brødre ved at udmarve, tyrannisere, trække ned i
Sølet Undertrykkernes Samfund. I Joie de vivre analyseres og
kritiseres den moderne Pessimisme, og Livsglædens Evangelie
forkyndes. Dette er grande poésie.
»Et Kunstværk« — siger Zola — »er et Hjørne af
Tilværelsen, set gennem et Temperament.« Hans »Hjørne af Tilværelsen«
er enten et Milieu, en afsluttet Verden i Samfundet, eller et Stykke
Sjæleliv. Herefter falde Romanerne i to Klasser: de
sociologiskdeskriptive og de individuelt-psykologiske. Typer paa de sidste
er: Une page d’amour og Joie de vivre, paa de første Ventre de
Paris og Pot-Bouille. Hvor begge Sider forenes, naa’r Zola højest,
som i L’Assommoir og Germinal.
Han er Stoffets Digter. Med yderste Nøjagtighed og
Detalj-rigdom giver han et Milieu, iagttager og fornemmer finere og
rigere, gengiver samvittighedsfuldere end andre. Skildringen er langt
alsidigere. Medens Synsindtrykket for mange Digtere er eneherskende,
virker Zola gennem alle Sanser. Han skildrer Lugte, Temperatur,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
