Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fugtighed, lader os føle paa Tingene. Derved frembringes et saa
stærkt Massivitetsindtryk. Vi røre ved Rosernes Atlask,
Mosrose-bægrets Uldstof, de enorme Hvidkaal, der er-presset haardt som
Kugler af blegt Metal, og hvis Blade er Bronzefade. Det er Stof,
Substans. Og Zola aabner vore Øjne for tusinde Ting i Stoffets
Verden, vi gaa blinde forbi, giver os et fuldere og mere udciseleret
Indtryk, end vi overfor Virkeligheden i al Fald bliver os bevidst.
Men langt fra at det er et fotografisk Billede af Virkeligheden,
vi faa, er det et i høj Grad lyrisk beaandet og farvet. Zola
anerkender kun Beskrivelsen som Middel til at fremkalde en
Stemning. I Un page d’amour gives fem Skildringer af en og samme
Udsigt over Paris, men under ny Belysning og Stemning hver
Gang. Og Stemningen idealiserer, outrerer Virkeligheden. En
Menneskemasse bliver, i hans Begejstring for det store, en Symfoni
af Lavinerullen, Havsyd, farvebølgende, øredøvende Kæmpeliv. Eln
egen bitter, forceret Kynisme, og Trangen til stærke, pirrende
Indtryk sætter Lyrik i Skildringerne af det uappetitlige, ja svinsk
modbydelige. Med hvilken verve og ret cow amore udmaler han
Pølsekogningen hos Spækhøker Quenu, Ostenes Lugtekakofoni i
Mdlle Sagets Butik, Gæstebudet paa Gervaises Fødselsdag eller
Adéles og Louises Barsler!
Og han bruger Naturen til Symbol eller han opfatter den
fantastisk, besjæler den paa mystisk-mytologisk Vis: saaledes den
nedlagte, overgroede Kirkegaard paa St. Mittrepladsen,
Paradou-havens yppige Flora, Drivhusets eksotiske Planter. Dyrene skildrer
Zola hyppig og med Kærlighed Intet er mere hjærteskærende
end Mathieus Dødskamp, intet sødere end Grubehestene som
vrinskende snuse til den nys ankomne Kammerats Manke, der gæmmer
frisk Luft oppe fra og vækker Minder om Solskin og grønne,
duftende Enge.
Ogsaa overfor Sjælelivet er Zola dels Iagttager, dels Lyriker.
Som Iagttager analyserer han. Han beskriver mer end
han fremstiller, forklarer og dissekerer mere end maler. Det er
ikke Fænomenerne, Sjælelivet som det leves og bliver os bevidst,
han giver, men Traadene bag. Elementerne i deres Selvstændighed,
som kun fornemmes sammensatte. Han sammenblander Livets
Centrum med Bevidsthedens Centrum; de fysiologiske Processer og
Drifter, han viser, komme kun til vor Bevidsthed forklædte,
sminkede som ideelle Følelser og Længsler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
