Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - S. Schtjedrin: „En Lærerinde“. Ved Professor Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bordet at erklære, at han ikke længere kunde have hende i
Kost
»Det gør mig ondt,* tilføjede han, »inderlig ondt, men
som gejstlig Mand ser jeg ingen Mulighed til yderligere at
modlage Dem i mit Hus.«
Ogsaa Præstekonen udtrykte sin Beklagelse, ja fældte oven
i Købet to eller tre Taarer derved.
Den eneste, som viste hende uskrømtet Deltagelse, var den
gamle Kirkevægter, der bar Vand og Brænde til Skolen. Da hun
efter at være bleven vist bort af Præsten, bleg som et Lig og
mere død end levende, kom hjem i sin lille Stue, sagde han:
»Naa, naa, lille Frøken, tag Dem det ikke saa nær.
Vorherre selv maatte døje ondt paa Jorden; det maa vi Mennesker
ogsaa. De skal ikke mere være bedrøvet derfor; jeg skal nok
selv lave Middagsmad til Dem.«
For at hendes Ulykke skulde blive fuldstændig, viste det
sig, at hun var paa Veje til at blive Moder. En bundløs Afgrund
aabnede sig pludseligt for hende. Taage lagde sig om hendes
Øjne, det susede for Ørerne af hende, Hænder og Fødder rystede,
og Hjærteslaget kom i Ulave. En eneste Tanke skød op og
blev slaaende foran hende, stift og ubevægeligt, som hugget ud
af Sten;
»Nu er jeg fortabt!«
»Til alt Held begyndte Sommerferien, og hun kunde lukke
sig inde i sit Værelse. Alligevel forstod hun nok, at selv ikke
den strængeste Husarrest i Længden vilde kunne hjælpe hende.
»Jeg er fortabt!« Denne Sætning indesluttede hele hendes
Fremtid. De ydre Tegn paa hendes forestaaende Undergang begyndte
allerede at komme til Syne. Somme Tider paa Helligdagsaftnerne
standsede de unge Karle i Klynger udenfor hendes Vinduer og
raabte: »Lykkelig Barsel!«
En Udvej havde hun ganske vist: hun kunde søge
Beskyttelse hos Passkriveren eller hos Drosd. Men den blotte Tanke
herom syntes hende skrækkeligere end alt andet, hun endnu
kunde komme til at gaa igennem. I uendelig Fortvivlelse styrtede
hun fra den ene Ende af sit Kammer til den anden, vred sine
Hænder og løb Panden mod den kalkede Væg. Dermed begyndte
hendes Dag og dermed endte den. Om Natten kastede hun sig
frem og tilbage paa sin Sæng i Feberdrømme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
