Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henrik Pontoppidan: Tro til Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for at ingen — navnlig ingen af hans Kreditorer og ikke heller
hans egen Kone — skulde faa noget at vide derom. Hans
Ane-Marie var nemlig nok en brav Venstrekvinde, der ønskede alle
Højremænd alt ondt, men hun gik fuldstændig op i Bekymring
for den truende Fremtid og kunde ikke tilgive sin Mand, at han
saa sorgløst satte Familjens Vé og Vel paa Spil ved sin letsindige
Handlemaade.
I det hele levede Peder Brusgaard ganske upaaagtet endog
af sine Meningsfæller inde i Byen, der med Hensyn til den omtalte
Skattenægtelse i deres stille Sind havde tænkt, at det vel havde en
anden (og naturligere) Aarsag, naar han den Gang lod det gaa til
Kendelse og Udpantning. Peder Brusgaard havde altid haft
altfor ringe Tanker om sig selv til nogen Sinde at tænke paa at
spille nogen Rolle i Egnens politiske Liv, skøndt han dog havde været
blandt de allerførste her, der for tyve Aar siden var bleven
grebet af den nye Bevægelse og til en Begyndelse havde maattet
døje baade Haan og Had for sin Overbevisning. Han var stolt nok
af at være menig Soldat i den store Vælgerhær og fulgte blindt
ethvert Vink, enhver Vending af Overkommandoen; og skøndt han
selv var saa hjemme i sin Grundlov — baade den gamle og den
»reviderede« — som i sin Katekismus, gav lian pligttro Møde
ved enhver politisk Forsamling indenfor en Mils Omkreds, hvor
han da stillede sig op lige under Talerstolen med Haanden krummet
bag Øret og agtpaagivende fulgte Sven Lavesens eller en anden
demokratisk Veltalenheds »Udlægninger«, mens hans Ansigt lyste
af Beundring. Hans Tillid til Førerne var ubegrænset; hans
Hengivenhed, ja Ærefrygt for disse Mænd, der havde stillet sig i
Spidsen for Folkets Sag, kunde intet rokke.
Hjemme i sin tarvelige Dagligstue havde han det bekendte
Billede af Demokratiets fem Heroer hængende i Glas og Ramme
over Sofaen. Det var de blaa Vægges eneste Prydelse, og hver
Gang han førte en fremmed derind, pegede han altid med sit
pudsige, skælmske Smil op paa Billedet og gav sig straks til at
fortælle om disse Mænd, som han fremfor nogen elskede. Han
huskede Udtalelser af hver især fra mange Aar tilbage og var i det
hele fortrolig med alle deres Forhold, ja omfattede ikke alene
dem selv med deres Koner og deres Børn med den største
Deltagelse. Den ene af dem havde en Gang ved et stort Møde trykket
hans Haand og sagt: »Naa, er det Peder Brusgaard«, som om
56*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
