Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henrik Pontoppidan: Tro til Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der blev en uhyre Bevægelse Landet over og i denne Kreds
maaske mere end noget Sted. Alle følte, at nu stod det afgørende
Slag for Døren; at denne Gang skulde Kræfterne for Alvor prøves.
Fra begge Sider arbejdedes og agiteredes der efter yderste Ævne
og ved et hvilket som helst Middel. Men skøndt Herregaardene
og Egnens Proprietærer uden Skaansel benyttede sig af deres
Magt over Husmænd og Fæstere, saå det alligevel ud til, at
Demokratiet virkelig denne Gang skulde bære Sejeren hjem — efter
en saadan Maalestok havde de sidste Provisorier drevet Tropper
over i dets Rækker.
Saa optaget var man af dette og af alle de storartede
Valgforberedelser, at man i Thorup By næppe havde Sans for en
uhyggelig Begivenhed, der netop i de samme Dage forefaldt
ude mellem Bakkerne paa den ligesom af Skæbnen forfulgte
Brusgaard.
Peder Brusgaard var nemlig en Morgen gaaet ud for at
skære Rør paa et Stykke Mose, som han ejede en Fjærdingvej
borte fra sin Gaardlod. Da han endnu om Eftermiddagen ikke
var kommen tilbage derfra, havde Ane-Marie sendt den halvvoksne
Søn derud for at se efter ham, og denne havde da fundet ham
liggende næsegrus og ligesom livløs i en stor Blodpøl paa Isen
mellem Rørene. Drengen havde straks gjort Anskrig, og ved
tililende Folks Hjælp var den døende bleven baaret hjem og
Lægen hentet.
1 flere Dage laa han bevidstløs hen uden at tale; og da
han endelig igen kom til sig selv, fik han paany et Anfald, der
tog hans sidste Kræfter. Dokteren lagde ikke Skjul paa, at der
næppe var noget Haab; alt, hvad der nu stod i hans Magt, var
at gøre den syges sidste Dage saa lette og lidelsesfrie som mulig.
For Peder Brusgaard selv kom dette ikke overraskende.
Hans Fader var i sin Tid død i netop samme unge Alder; og det
var en Gang blevet ham spaaet, at han paa dette Punkt skulde
dele dennes Skæbne. Dette vilde nu komme til at slaa til næsten
paa Dag. Og han havde nu kun tilbage det eneste Ønske, at det
maatte blive ham forundt at leve Valgdagen over.
Men et Par Dage forinden denne blev Doktoren kaldet til
ham i en uventet Anledning.
Det var en graa, trist og taaget Tøvejrsdag, og skøndt
Klokken ikke var mere end tre, var der allerede tændt Lys inde
hos den syge. Lyset stod paa et Stolesæde mellem Medicinflasker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
