Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - E. Skram: Om „Stuk“ af Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om »Stuk« af Herman Bang.
Vi trængte til en god ny Bog. Længe har vi maattet nære
os med Erindringen om, at det var os, der gjorde Begyndelsen til
den Literatur, som nu ikke alene kunstnerisk brødføder Skandinavien
men oversat udføres til de fleste europæiske Lande. Det er Aar
og Dag siden Nordmændene overfløj os, og med Strindbergs
nylig udgivne Sørgespil »Faderen« er Sverig kommen i Højde
med dem. Det er Kunst, som der skal mange Aar til at forvitre.
Afhjælper Herman Bangs »Stuk« vor Trang?
Den gør det ikke. for saa vidt den netop ikke er dannet
i de faste Former vi ventede paa, men der kan ikke være Tvivl
om, at det er en betydelig Bog.
Den maler et Afsnit af det moderne Københavns Historie.
Forfatteren har iagttaget en Stigen og Dalen i Byens Udvikling,
som han kalder »Regn af Guld« og »Regn af Aske«, og denne
Bevægelse skildrer han i en todelt Fortællings Form. —
I gamle Dage var den sindrige Kunst den bedste.
Naar man paa et Maleri saa en Yngling til Hest sprænge
fra en afbrudt Bro ud paa en Planke for at gribe en underdejlig
nøgen Kvinde, der vuggende paa en Sæbebobbel gled hen over
Afgrunden foran ham, følte man sig betagen af det betydningsfulde
i Billedet. At Hesten var unaturlig strakt og det kvindelige Legeme
forskønnet, at Begivenheden var umulig, og alle Farver sammensat
efter en vilkaarlig Skala, blev ikke regnet for Fejl, tvært imod
derved fremhævedes netop Kunstværkets Idé, og med Alvor fordybede
man sig i Billedets øvrige Allegorier: Skeletmanden, der paa sin
Ganger hoverende haler ind paa Ynglingen, og den gudhengivne
Kvinde i mørkt Klædebon, som ved Broens Begyndelse ligger
overredet af Rytteren osv.
Men den »sindrige« Kunst er paa ingen Maade et forladt
Standpunkt i vore Dage. Den dukker op i Literaturen overalt;
Zola giver os af den i enhver af sine Romaner. Den berømte
Gaas i L’Assommoir, der hensætter en Snes Mennesker i et Slags
delirerende Æderi, er et Sindbillede ikke mindre end den nøgne
Kvinde paa Claudes Maleri i L’Oeuvre og den uhyre Have i La
faute de l’abbé Mouret osv., Zola gennemfører strængt taget ikke
nogen Skildring af mere omfattende Art uden at sprænge den ved
de Tanker, han tvinger ind i den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
