Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Jul. Hoffory: Henrik Ibsen i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Medens Publikum havde beredet de tre opførte Dramaer
en saa begejstret Modtagelse, at en egentlig Opposition slet ikke
var kommen til Orde, havde Kritiken delt sig i to omtrent lige
stærke Partier. Den ene Halvdel af den toneangivende Presse
fejrede med Jubel den norske Digter som en ny Tids Bannerfører,
den anden derimod var nær ved at anse ham for en Mørkets
Uaand, der kun stræbte efter at tilintetgøre alt, hvad
Menneskeheden har betragtet som helligt og uantasteligt. Heri er der
hverken noget forunderligt eller — ret besét — noget beklageligt.
Det var til alle Tider det nyes Skæbne, i lige Maal at vække
stormende Jubel og glødende Had, og det vilde have været
unaturligt, om Ibsens skaanselløse Poesi overalt havde vundet fuld og
ublandet Samstemning.
Alligevel er det ikke velbetænkt, naar Kritikere, hvis egen
Goethe-Lighed i det mindste ikke er iøjnefaldende, tro at give
Ibsen Dødsstødet ved at stille hans »dystre Kunst« i Modsætning
til Goethes »lyse Skønhedsverden«. En slig Betegnelse er latterlig
misvisende ligeoverfor en Digter, som i sin Ungdom skrev Götzvon
Berlichingen, Werther og det første zerrissene Udkast til Faust, og som
i sin Alderdom frembragte Værker som Wahlvencandtchaften og
Wilhelm Meisters Wanderjahre. Og dobbelt taabelig bliver ensaadan
Paaberaabelse, naar man erindrer sig, at Goethe hele sit Liv ikke
blev træt af at hævde enhver Digters Ret til frit at vælge sit Stof og
ofte fremhævede, at ingen real Genstand i og for sig er ubrugelig
til poetisk Behandling. Kort før sin Død talte Goethe en Gang med
Eckermann om Byrons Poesie, og Eckermann ytrede i Samtalens
Løb — netop ligesom vore Dages Kritikere om Ibsen — at Byron
trods al hans poetiske Storhed dog næppe egnede sig til at fremme
»sand human Dannelse«. Men Goethe svarede: Alt hvad der er
stort virker dannende, naar vi blot blive det va’r.
Men gaar end Striden om Ibsens Digtning højt, saa er det
dog i høj Grad glædeligt, at den er forbleven ganske uberørt af
de politiske Partiers Kamp. Yderliggaaende Venstreblade som
Berliner Tagehlatt og Volks-Zeitung høre til Digterens afgjorteste
Modstandere, medens andre lige saa oppositionelle Aviser som f. Eks.
Vossische Zeitung og Die Nation forherlige Digteren i lange Artikler.
Højrebladene Post og Deutsches Tagehlatt høre til Ibsens krasseste
Antagonister, medens andre regeringsvenlige Organer som
Fretnden-blatt og Börsen-Zeitung ganske have taget hans Parti. Det er et
morsomt Træf, at den gouvernementale Norddeutsche Allgemeine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
