Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Nils Erdmann: Ny svensk Skønliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Midt i dette Selskab optræder Frøken Rosenhane. Hun er
Kunstnerinde, Malerinde, en af Samtidens største, og hun er kommen
tilbage fra Rom for at besøge nogle Slægtninge. Hun kommer netop
medens Badegæsterne beundrer den djærve Svømmer, og hun
spørger, om de tror, det er farligt. De lader, som de ikke hører
det. »Man kunde jo ikke indlade sig i Samtale med en Dame,
man ikke var presenteret for«. Ved Middagsbordet bliver hun
forestillet for den dristige Svømmer. Hans Navn er Rolf Falk,
og han er Folkehøjskoleforstander. Falk og Ulla bliver
Hovedpersonerne i En Sommarsaga, og bestandig støder de »Selskabet«
med deres Frihed. Ulla vil lære at svømme, Falk skal være
hendes Lærer, og han taler om at ville danne en Forening »for
fælles Svømmeture«. Ulla finder Idéen ypperlig. Men ved Bordet
bliver der stille, »en bestyrtet, indigneret Tavshed. Naa, det var
jo i Grunden ikke andet end hvad man maatte vente af hende,
som malede nøgne Figurer«.–––––-
Her ser vi saaledes en Foragt for al Affektation. Det er i
det hele en Regel, at hendes Helte er fordomsfri. Falk kan ikke
udstaa den lille Frase: »det gaar an«, og Ulla »havde aabenbart
Mod til at være den hun var og brød sig saa lidt om, hvad andre tænkte
om hende, at det næsten imponerede«. Friskhed og Natur er det
fremherskende i deres Væsen, og den Frigørelse, som Fru Edgren
vil indføre, udtrykker Ulla Rosenhane som større personlig Frihed,
Ret til at være sig selv uden Hensyn til andre, at tale, klæde og
bevæge sig, som man selv finder for godt, og at nedbryde alle de
Skranker, som man har sat mellem Kønnene. En mere utvungen
Omgang mellem dem vilde være ønskelig. Derigennem vilde
Samlivet blive mere aabent og naturligt. Manden vilde i Kvinden
se en god Ven og Kammerat, og hun vilde ikke komme til i
Manden at se en Fjende, som hun skal værge sig imod.
Hermed er dog ikke Grundelementet hos hendes Menneske
udtrykt. Dette er dels en Kraft, som ikke skyr at bane sig Vej,
dels et rigt Dyb af indre personligt Liv. Der er intet, Fru Edgren
hader som det banale, enten det saa fremtræder i Personlighed
eller i Klædedragt, og hun har i to af sine Arbejder sagt sin
Mening derom. Elfvan, Hovedpersonen i et Skuespil af samme
Navn, siger til den excentriske Grevinde: »Jeg forstaar bedre Dem
end disse harmoniske Hverdagsmennesker, som altid er glade og
i godt Humør, som altid ser unge ud, og som kan leve et helt
Liv uden at faa en eneste Rynke i Panden. Naar jeg ser et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
