Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - K. E: En Lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der raidt i alt det skinnende hvide, trak Greve endnu en Gang,
uden at sige et eneste Ord, hende heftig ligesom uimodstaaelig
op til sig. Det forekom Helga, da hun rejste sig op, som om
Benene ikke rigtig vilde bære hende. Men det var bare et Par
Skridt, saa kom den overvældende, jublende Følelse op i hende,
at slig havde hun endnu aldrig moret sig.
Hvad var det i Grunden for noget, som var saa uhyre
morsomt. Langt borte hørte hun de andres Stemmer. Uden at
hun selv gjorde sig Rede for det, kom der en Følelse over hende
af en skærpet Intelligens, hun opfattede, tænkte og følte skarpere
og hurtigere end hun plejede. Greve blev staaende et Øjeblik for
at tænde sin Cigaret, der var gaaet ud i Farten nedover, Helga
sprang et Par Skridt, og sklidde bort over Isen. Skælvingen i
Benene var ganske borte, det var næsten, som hun løb i Luften.
Greve kom løbende efter. Kælken tog en stor Svingning i Tauget
og løb rundt dem i en stor Runding paa den glatte Is. »Sæt
dig paa og hold dig godt fast, saa skal jeg svinge dig«. Han løb,
standsede hurtig op, og lod Kælken svinge rundt. Helga lo op
til ham med lidt brede, hvide Tænder: »Aa saa morsomt, en
Gang til.« Han saa ned paa hende.
»Nej ved du hvad, nu maa vi gaa i Land, ellers biir jeg saa
styrtende forelsket i dig, at —« Han fuldendte ikke Sætningen.
Hun saa et eneste Øjeblik op paa ham med et næsten forfærdet
Udtryk, saa rejste hun sig øjeblikkelig op og gik ved Siden af
ham. Men hun vendte hele Tiden Ansigtet ud over Isen. Det
var ganske besynderligt, men i første Øjeblik var det akkurat,
som det var noget, hun blev ræd for. Greve gik over paa den
anden Side af hende for at faa se hende i Ansigtet.
»Du er da en rar en«, sagde han let, da han forgæves
søgte at fange hendes Blik. »Er du vred paa mig? Du kan da ikke
være vred paa mig, fordi du har saa vakre Øjne, at jeg ikke
taalte at se paa dem«.
At han kunde tro, hun var vred, ikke det bitterste vred
var hun, men det var bare saa rart, det var bare saa besynderligt
rart. Det var nok morsomt, saa usigelig morsomt i Grunden,
men det var ligesom, hun vilde græde paa samme Tid. Hun
kunde ikke sige et eneste Ord, det var vist Kærlighed, aldrig i
Verden havde hun elsket nogen som Greve.
»Nej nu maa du smile til mig igen Helga, ellers biir jeg
rent ulykkelig«. Hun saa lidt usikkert paa ham og smilte, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
