Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Emil Hannover: Dansk Malerkunst paa den nordiske Udstilling 1888
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sødt og kælent i Farven. Men hvor er den alligevel ikke dyb
og fyldig, denne Farve, og hvad er det ikke for en majestætisk,
rolig Sommeraften, der aander én i Møde fra dette Lærred!
Hvor blev ikke alt, hvad der hang i Nærheden deraf, smaat
skaaret og dilettantagtig tillært, da Billedet i 1886 var udstillet
paa Salonen!
Endelig har Krøyer foruden det bekendte Portræt af en
ung Dame i lyserød Kjole udstillet et meget lignende, meget
fortræffeligt og levende Portræt af Hr. Pietro Krohn. —
Langt om længe er det lykkedes de manende Ord fra den
eneste danske Kunsthistoriker, hvis Mening finder Genklang paa
højeste Steder, at formaa Komiteen for Kunstafdelingen til at
ophænge de enkelte Kunstneres Arbejder ved Siden af eller i
Nærheden af hverandre. Det letter i højeste Grad Arbejdet for den
besøgende, og fraregnet nogle faa Undtagelser maa det siges,
at Foranstaltningen gennemgaaende er til Held for Kunstnerne.
Mellem dem, hvem en saadan Ophængning dog er bleven
skæbnesvanger, er Frk. Bertha Wegmann. Respekt for hendes
navnkundige Portræt af Etatsraad Melchior! Det er ikke noget
paafaldende fint Kunstværk, men det ejer ikke lidt af Livet, og
uden dette er selv det skønnest malede Portræt intet værd.
I Portrætet af Melchior har Frk. Wegmann maaske ikke saa meget
fanget Mandens Sjæl, som hans Væsen, hans ydre Optræden.
Men det virker levende, dette Billede, — gaar man det flygtigt forbi,
tror man at se Manden selv. — Men dvæler man ved det, spørger
man forgæves nyt fra det.
Hvad fejler da dette Billede, som ved første Øjekast ser
saa sundt og sandt ud? — De to Dameportræter, der hænge i
dets Nærhed, kan fortælle det, og det er derfor, den nye Art af
Ophængning har været til Skade for Frk. Wegmann.
Alle disse tre Portræter, som forestiller tre forskellige
Mennesker, giver meget beslægtede Billeder af en vis mild og fin
Omgangselskværdighed. Alle tre har de et vist Smil om Munden,
alle tre lægger Hovedet lidt paa Siden, som om de forsikrede om
deres fuldstændige Hengivenhed. Alle tre synes at sige: vi er
jævne Folk, Godmodigheden selv, vi holder af alle Eder, der
kommer for at se paa os. Til andre siger de: ikke sandt, vi er
godt malede? Alt i alt er de meget talende, disse Portræter, men
deres Tale interesserer ikke, navnlig da de alle tre fortælle
det samme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
