Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Cand. jur. Niels Møller: Randbemærkninger til Drachmanns senere Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tidligere Vers i lyrisk Sødme eller frodig Ungdomsfylde, meD
Rytmen former sig tit saa rund og fast, Sproget har en
stor-skaaret Vellyd, og hele Behandlingen vidner om den modne
Færdighed i Versekunsten. Det udsøgte eller forfinede finder
man ikke i disse Digte, men i den Retning har Drachmann’s
Ævner normalt aldrig ligget. Han kan i lykkelige Øjeblikke give
de sarteste Stemninger et Udtryk saa let som Duedans, men
almindeligvis er Karakteren i hans Vers og Sprog bred og folkelig,
der er noget hjemmevævet over hans Stil og Tanker; det viser sig
baade i den fødte Færdighed, hvormed han i Prosa behandler
Æmner af Almuens Liv, og i den særegne Maade, hvorpaa de
fremmede Ord, han hyppig bruger, naturlig passer sig ind i hans
ellers saa danske Sprog. Han hører ikke til dem, der søger og
samler Sprogets reneste og ægteste Lyd som sjældne Mønter
eller skaarne Stene, hans gode Tale synes at falde ham let i
Munden, uden at han leder. I tidligere Dage var der imidlertid
noget udflydende i hans Vers; naar Beaandelsen ikke netop var
over ham, kunde han skrive famlende og udtværet uden Fynd og
klar Mening. Her har han vundet Ævnen til at samle sig. Versene
bygges lødig og fast, og Tanken trænges sammen i bindende Ord.
Ikke blot Indlednings- og Slutningsstroferne viser delte, selv i
Nyaarsdigtet om Gambetta træder det saa tydelig frem, at ingen,
hvor lidet overbevisende og gavnløs han end kan skønne dets
Tanke at være, vil kunne undgaa at nyde den skarpe Knaphed,
hvormed adskillige af disse Vers er skrevne.
Denne kunstneriske Lethed i at tøjle Versene efter sin Vilje
viser sig ogsaa klart i Drachmann’s største Succes fra de senere
Aar — Æventyrspillet >Der var engang —Det er nemt nok her
at tale om Rutine, men det rigtigste turde være at anerkende
en moden Kunstnerævne. Der kræves mere end
haandværks-mæssig Versemagerfærdighed for at skrive saa friske Vers, saa
fyldige Rytmer og saa mangfoldige Stemninger som Sangene i
dette Stykke rummer. Den Ømhed og Lystighed, det Skælmeri og
Lune, der sluttes inde i disse Strofer og Omkvæd, falder det ikke
Hvermand til at forme, der kan tælle Jamber og Trokæer paa
Fingrene. Den store Lyrik findes der vel ikke meget af i Sangene
her, det er ikke den, der bringer Bud fra det dybe Hjærte og
vækker Sjælen til Andagt som en brusende Skov eller Himlen ved
Solfald. Det er fantasifuld Leg i Folkevisetoner, men Legen er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
