Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tilbøjeligheder, sit Parti, sine Interesser, at hans Talent fremfor
alt bestaar i Sympatien, at Historikerens første Gerning bestaar
i at sætte sig i de Menneskers Sted, som han vil dømme, at gaa
ind paa deres Instinkter og Vaner, at tænke deres Tanker om
igen, at frembringe deres indre Tilstande i sit Sind, nøjagtigt og
legemligt at forestille sig deres Omgivelser og ved Hjælp af
Indbildningskraften at følge de Omstændigheder og de Indtryk, der i
Forening med deres Karakterer have bestemt deres Virksomhed
og ledet deres Liv. En saadan Bestræbelse lærer os, idet den
stiller os paa Kunstnerens Standpunkt, at forstaa ham bedre, og
da den bestaar i Analyse, er den, som enhver videnskabelig
Gerning, modtagelig for Prøvelse og Fuldkommengørelse.« Kritikeren
er her Sjælens Naturforsker; han ser Kunstnerens Aandsform som
en Type og dadler ikke hans Udskejelser. Denne Æstetik »tror alt,
elsker alt, finder sig i alt. Den har i Skønhedens Panteon Plads
for den hedenske og den kristelige Kunst, for Grækernes Klarhed
og Munkenes Askese, for Styrken og for Ynden, for den lyse
Form og for det hemmelighedsfulde Symbol, for alt, hvad der
lever, er og har været. Den er omfattende som Verden, tolerant
som Naturen«. (Brandes S. 82). Denne Tolerance gør den dog
selvfølgelig ikke til en Pose, der optager alt. Den begynder
naturligvis med en Adskillelse, en første Sondring, som al Kritik
maa gøre, om Værket vidner om kunstnerisk Aand eller ikke,
(hvad Heiberg kalder det umiddelbart-poetiske). Falder Skønnet
positivt ud, hører Værket virkelig til Literaturen, saa arbejder
Kritikeren sig ind til psykologisk Forstaaelse.
Den psykologiske Kritik har til Formaal »at studere den
enkelte Kunstner som Menneske, Talent, Geni og hans
Frembringelser udelukkende i Kraft af den Interesse, der fører os til
Værket for gennem det at fatte Mesteren, hvis Gerning det er«
(Brandes S. 51 fif.). For denne psykologiske Metode er intet for
simpelt, alt, det gode som det slette, interesserer som Bidrag til
Forstaaelse af Individualiteten. Kritikeren ser ikke paa Værket
alene, i hvilket Kunstneren ligesom har søgt at udslette sin
Individualitet, at tilintetgøre sig selv, han forfølger alle de
over-skaarne Traade, der forbinder det med Kunstnerens
Personlighed, før han stillede det fra sig som færdig, en Kladde, en
Skitse, et foreløbigt Udkast er ham det kostbareste af alt. »Han
undersøger Værket i dets Fostertilstand.« »Stedse saaledes
vandrende og søgende alle disse Ævners og Virksomheders Kilde, gaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
