Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Søren Kierkegaard: Tre efterladte Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
Breve fra Søren Kierkegaard. 160
Det, der fordres, er denne Bøielighed i det stille Sind, der, hver
Gang det slaaer feil for En, strax i samme Øieblik begynder for
fra og siger: ja, ja, det kommer nok næste Gang. O, om man
aldrig saae noget Menneske — og i det Tilfælde er De jo dog
langtfra — man kan paa den Maade troende trylle som en
Verden af Adspredelse ind i eller frem i det eensomste Værelse.
Det er vistnok i Almindelighed det Rigtige at advare mod
Selvkjerlighed: dog anseer jeg det for min Pligt at sige til
enhver Lidende, med hvem jeg kommer i Berøring, pas vel
paa, at Du skal elske Dig selv. Naar man er lidende og
ikke kan gjøre Meget for Andre, saa kommer saa let denne
sørgmodige Tanke, at man er som til Overflod i Verden, hvad Andre
maaske ogsaa stundom lade En forstaae. Da huske man paa, at
for Gud er ethvert Menneske lige vigtigt, ja var der
Forskjel, saa maatte vel den meget Lidende været nærmest Gjenstand
for Guds Omsorg. Og ogsaa heri ligger en uendelig gudelig
Adspredelse. Men jeg afbryder, jeg kan med Sandhed sige: jeg
mangler Plads. Lev vel kjere Jette; glædeligt Nytaar; tak fordi
De saa smukt endte det gamle Aar med at tænke paa mig. Hils
Peter og Poul.
Deres hengivne
S. K.
Kjere Jette!
Ved i disse Dage at have seet og talet adskilligt med min
Broder er jeg ret levende kommet til at tænke paa Dem. Imidlertid
skylder jeg dog Sandheden ikke at gjøre mig værre end jeg er;
og det er virkelig sandt, at jeg i den forløbne lange Tid, siden
jeg sidst saa Dem ell. hørte Noget fra Dem, ikke har undladt at
tænke paa Dem. Men De veed nok, hvorledes det gaaer; naar
man ikke er blevet samtidig med en Begivenheds Begyndelse, saa
har man ondt ved senere ret at komme ind i den; man venter
snarere, at der skal indtræde en ny, for saa at benytte Øieblikket
til at faae begyndt. Det er, idetmindste er det saaledes med mig,
i Forhold til Livets Begivenheder, de sørgelige saavel som de
glædelige — kommer jeg ikke til at begynde strax, saa sidder jeg
hellere over, for saa at begynde næste Gang med Begyndelsen.
Det gaar langt tilbage i Tiden, hvad jeg nu vil tale om.
De havde allerede i længere Tid været syg, da jeg først fik det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
