Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Redaktør Vilh. Møller: Darwins Liv og Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Darwins Liv og Breve.
Juli 37 gav han sig til at føre Bog over saadanne Eksempler,
læste en Masse, spurgte sig for hos Gartnere og Opdrættere. Han
saå snart, at naar Menneskene havde Held med sig til at skabe
nyttige Racer af Dyr og Planter, saa var det, fordi de »valgte«:
de bevarede nogle og tilintetgjorde andre Ændringer. Men
hvorledes der i Naturtilstanden kunde blive Tale om en Udvælgelse,
forstod han ikke. Indtil han, i Oktober 1888, tilfældig kom til at
læse Malthus’ Bog om Befolkning: da slog det ned i ham, at
Tilværelseskampen kunde i Naturtilstanden spille en lignende Rolle,
som Opdrætterens og Gartnerens Valg. »Her havde jeg saa endelig
en Teori, hvormed jeg kunde arbejde«.
Hvad havde nu bevirket, at dette kunde slaa ned i ham?
Hvordan havde hans Stemningsliv og hans Tankeliv udviklet sig
efter Hjemkomsten?
Den første Maanedstid var der, selvfølgelig, blevet »snakket
og lét — ikke for Uger, men for Aar«; »hans Hukommelse var
helt fortumlet ovenpaa alt dette Spektakel«. Saa kommer der
imidlertid en Reaktion. Han bliver vranten, ugrundet mistroisk,
uretfærdig, underligt arrig i sine Domme. »Det smudsige, hæslige
London« er ham »et gement, røgfyldt Hul«; Zoologerne er lutter
»lavt tænkende, kivesyge, udannede« Skabninger; ingen har ordenlig
Interesse i Livet; selv er han ubestemt, modløs. ... I Løbet af
1837 begynder han at komme i Ligevægt. Han har mødt
Opmuntring (uden hvilken han næppe havde kunnet drive det til.
noget!), Livet lægger sig til Rette for ham. 1 Stedet for at skælde
over andre, harcellerer han nu saa smaat, og harcellerer samtidig
over sig selv. »Et Par korte Opsatser«, skriver han i Juli 37,
»er blevet gunstigt optaget af de store Lys (!); det giver mig
megen Tillid og, haaber jeg, ikke for stor Forfængelighed, skøndt
jeg tilstaar, at jeg kun altfor ofte synes mig som en Paafugl. der
beundrer sin Hale«. Grundstemningen er nærmest en lidt vemodig
Resignation. »Mit Liv er meget optaget«, hedder det, »og skal,
haaber jeg, altid blive saa, skøndt Gud véd, at et saadant Liv
har mange alvorlige Skyggesider«. Hans Sygdom har ogsaa mældt
sig; ved hver en Sindsbevægelse faar han pinefuld Hjærtebanken____
Men ind i Aaret 1838 klarer det op. Nu har han Sans for at
udpønse en harmløs Spas; nu er en god Bog ham »klar som
Solskin«, og han har ingen Fornøjelse af sin Læsning, naar han ikke
kan »tale om den«; nu henrykkes han af Ytringer som, at
»Videnskabens egentlige Væsen er Forudsigelse« eller at »Videnskabens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
