Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Herman Bang: Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kærlighed.
249
— Han, Armenieren, sad midt iblandt dem, blankøjet og
stolt. Paa Mændene saå han som den unge Drot. Ved mig hang
hans Blik som en Hinds.
— Da den tiende Aften var omme, var det ham, der bad,
han alene:
–Syng igen, Signora.
— Jeg rystede kun paa Hovedet. Jeg maatte bort.
— Men da vi kom ud til Slæden, stod han der, bleg. Og
han bøjede sig rask og drog sin Klinge fra Damaskus, og han
brød den over sit Knæ.
— I Sneen laa han, da han lagde dens Stykker for
min Fod.
Min Veninde taug. Med træt Haand pegede hun i sin
persiske Sal paa den sønderbrudte Elskovs-Trofæ.
III.
De sad i Musiksalen, Pianisten, Rubinsteins Arvtager,
Maria Wilt, Primadonnaen, Husfruen og Russerfyrsten og han
Kong Ludvigs Ven — i Kreds om Abbéen, Pianoets Eneherre,
«om blunded.
De hviskede om Lykke og Ære. Om Slot i Normandi og
Formuer, høstede i Amerika. Og Rejser — til Australien, hvor
de hvide Maanenéetter er skønnest, og Kaukasus, hvor Kvindernes
Læber er som den dunkle Granat.
Maria Wilt vilde Ro paa et Slot i Siebenbürgen; Kongens
Ven talte længe om Kloster og Messer i Vatikanet.
Saa vaagnede Mester-Abbéen. Og Husets Frue sagde rask
og med en lille Latter:
— Mester, nævn os Livets Lykke.
— Livets Lykke? svarte Mesteren; og mens et Smil, som
saa han i ét Nu tusinde Undersyner, gik over hans Ansigt,
hvis Hæslighed for to Menneskealdre var selve Billedet paa Geniet,
sagde han:
— Vær unge og elsker.
Men saa blev der tyst i Salen.
Herman Bang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
