Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. jur. W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det kgl. Teaters Operasæson.
Det forholdsvis lange Tidsrum af over 4 Maaneder, der nu er hengaaet,
siden »Tilskueren« sidst havde Lejlighed til at beskæftige sig med det kgl.
Teaters Virksomhed paa Operaens Omraade, har været fuldstændig goldt paa
kunstnerisk værdifulde Begivenheder. — Af de i December-Hæflet f. A.
omtalte Operaer er to gaaede ud af Repertoiret, nemlig Carmen, sagtens fordi
Frk. Dons ikke ønskede at optræde i Titelrollen, efler at Teatret selv havde
givet Publikum Lejlighed til at drage ubehagelige Sammenligninger mellem
hendes og Frk. Oselios Præstationer — og Aladdin, efter en pinlig, omtrent en
halv Snes Aftener lang, Dødskamp. For øvrig har Repertoiret hovedsagelig bestaaet
af ■Stjærneoperaerne«, Botneo og Julie og la Traviata, og til disse er saa
kommen Trubaduren og Wilhelm Tell, Operaer, der som bekendt ikke mere kan
rose sig af at have Nyhedens friske Interesse. Paa saadan kummerlig Vis har
Operaen holdt Livet oppe, indtil det i de allersidste Dage er lykkedes
Teaterbestyrelsen at finde det Toneværk, der skulde slaa an som intet andet i lang
Tid og som sikkert vil bringe rig Erstatning for alle mulige Tab og Skuffelser
i den forløbne Del af’ Sæsonen. Dette Mesterfund, hvorpaa Operaen efler alle
Solemærker vil komme til at leve hele Resten af Sæsonen, er Adolphe
Charles Adams — saakaldte — Opera: Konge for en Dag. Det er
ejendommelig nok ved stadig at gaa længere og længere ned ad Kunstens
Rangstige, at man er naaet til at gøre dette mageløse Fund. Der har været Tale om
al gaa endog meget langt ned — Flotows Martha ja selv en Offenbachsk
Operette har været nævnt — men til al Lykke viste det sig, at man kunde
standse — og som det altsaa synes ikke blot foreløbig — ved denne opera
comique. Allerede her var Musiken indtil Flovhed blottet for ethvert Spor
af original Opfindelse, af Vid og af Finhed i Karaktertegningen, paa sine
Steder (f. Eks. Ouverturen) rentud banal og vulgær, allerede her var Teksten
saa pueril og fjantet, at vor første Kunstanstalt med god Samvittighed kunde
paatage sig at byde Publikum denne Mellemting mellem Operette og
Pantomime, i sikker Tro til at man ikke vilde have Sans for Musikens Tarveliglied,
men glæde sig over dens Iørefalden, og fuldstændig tilfreds med Tekslens ret
plumpe Pudsigheder derover vilde glemme dens Umulighed i enhver anden
Henseende. I denne Tro er Teatret ikke bleven skuffet saa lidt som i sin
Beregning, at Konge for en Dag skulde blive en Triumf for Operaens mandlige
»Sljærne«, for Hr. Ød man. Det kan ikke undre nogen, at denne Sanger har
ønsket at vise sig i Zephoris’ Rolle, ti dette lille Parti klæder hans Stemme
nydelig og han faar alt, hvad det paa nogen Maade er mulig, ud deraf. Dertil
kommer, at han behandler Talereplikerne ret kvikt om end langt fra med den
ubevidste Naturlighed, som Rollen egentlig fordrer, ligesom han heller ikke er
fri for at kokettere med det svenske Sprog, der klinger ganske pudsigt i hans
Mund. Men skulde Hr. Ødman og Teatret ikke kunne se, at hans
Præstationer i Romeo og Julie og Carmen er langt værdifuldere og navnlig i sanglig
Henseende har meget mere kunstnerisk Interesse? — Det er imidlertid Hr.
Ødman, der bærer Konge for en Dag. Ja hans medspillende synes næsten ikke
at holde det Umagen værd at søge at komme med i Legen, de kappes (kun med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
