Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
446
Teateriiidtryk. 446
og hvor snildt han véd at benytte dem. Han begynder de
følsomme Repliker i en lystig Tone, lader, som om han halvt gør
Nar ad sig selv, bryder saa ud i Graad som en Dreng, der
længe har tvunget sig, men overmandes af Graadstvangen. Det
var en af de Scener, hvori han gjorde mest Virkning.
Men Gratien er det jo, det skorter paa. Goquelin cadet er
for tung i sine Indgange og sine Udgange; han forstaar fortrinlig
at betone Repliken, hvor den skal betones, men formaar ikke let
at henkaste den, naar det fordres. Og den Slags Repliker har
Figaro saa mange af i dette Stykke. Hans Brud Suzanne spiller
hele Stykket igennem et let Vittighedsspil med sin Brudgom, som
tager Tilskuernes Interesse fangen, men det var næppe
Beaumar-chais’s Mening, at hans Yndling Figaro skulde være den
underlegne, med andre Ord den tungere. Han maa sikkert mindst
være sin Suzon jævnbyrdig i flagrende Lethed. Men Blanche
Barretta tager rent Luven fra Coquelin cadet.
Hun spiller, som jeg har skildret i mit Brev til dette
Tidsskrift, Rosina, den tilkommende Grevinde Almaviva i »Barberen
i Sevilla«. Rosinas »Transfiguration« til Grevinde Almaviva er
maaske ikke helt forstaaelig. Skulde dette »Pokkers« Pigebarn
paa nogle faa Aar blive en saa komplet Dame? Nej »Barberens«
Rosina er snarere genfødt i Suzanne i »Figaros Bryllup«.
Barretta er lige saa glimrende i det sidste som i det første
Stykke. Man véd, at Kammerpigen i Slutningen af »Figaros
Bryllup« skifter Klæder med Grevinden, og at Greven i Mørket
forvæksler dem. Det er morsomt at se, hvorledes Madame Broisat
(Grevinde Almaviva), og Madame’ Barretta lige fra Begyndelsen
har tilstræbt en vis Lighed. Fine smaa Profiler, smaa krogede
Næser, smaa Ansigtsomrids, genkaldende Portræter af Marie
Antoinette og Prinsesse Lamballe, der højt hængende i Attiquen
i Versailles’s Nordfløj i Frastand ligner hinanden. Grevinden er
i blegrødt Atlask, Suzanne i hvid Silke. Man kan forstaa, at det
blegrøde Atlask og den hvide Silke i en snæver Vending, i et
fortroligt — glad eller bedrøvet — Øjeblik kan blive Kammerater.
Sammenspillet mellem Damerne Broisat og Barretta var i alle
Scener mønsterværdigt. Skulde man fremhæve en enkelt Scene,
maatte det være den uforlignelige i anden Akt, da Grevinden er
gaaet for vidt i sin Interesse for Pagen Ghérubin og pludselig
bliver fornem overfor Suzanne. Der gives ikke mange saa
mesterlig skrevne Komediescener, ti hver af Grevindens, hver af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
