Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
592
Aristokratisk Radikalisme.
haabede paa, var ikke Hævnens Sødme, men Retfærdighedens
Sejer. Hvad de havde tilbage at elske paa Jorden, var deres
Brødre og Søstre i Had, som de kaldte deres Brødre og Søstre
i Kærlighed. Den af dem forventede tilkommende Tilstand, kaldte
de en Kommen af deres Rige, af Guds Rige. Indtil det kommer,
henleve de i Tro, i Haab, i Kærlighed.
Hvis Nietzsche har haft til Hensigt med denne Skildring
at ramme den historiske Kristendom, har han — som enhver
ser — leveret en Karikatur i det attende Aarhundredes Aand
og Stil. Men at hans Beskrivelse rammer en vis Type af
Nagmoralens Apostle, lader sig ikke nægte, og sjældent er alt det
Selvbedrag, der kan lure under en Moralforkyndelse, afsløret med
større Energi. (Man sammenligne: »Jenseits von Gut und Böse.
Vorspiel zu einer Philosophie der Zukunft« og »Zur Genealogie
der Moral. Eine Streitschrift«.)
IV.
En Definition af Mennesket vilde for Nietzsche være denne:
Mennesket er et Dyr, som kan give og holde Løfter.
Han ser Menneskets egentlige Adel deri, at det kan love
noget, indestaa for sig selv, overtage et Ansvar — idet Mennesket
med det Herredømme over sig selv, som dette Forhold
forudsætter, nødvendigvis ogsaa indvinder Herredømmet over de ydre
Omstændigheder og over de øvrige Skabninger, hvis Vilje ikke er
saa langvarig.
Bevidstheden om dette sit Ansvar kalder det suveræne
Menneske sin Samvittighed.
Hvad er nu dette Ansvars, denne Samvittigheds Forhistorie?
Den er lang og blodig. Ved forfærdelige Midler er i Historiens
Løb en Hukommelse for det engang stiltiende eller højlydt lovede
og villede bleven optugtet. Aartusender igennem blev Mennesket
snørt i Sædvanesædelighedens Spændetrøje og ved Straffe som
Stening eller Radbrækning eller Opbrænding, ved at Synderen
blev levende begravet, sønderslidt af fire Heste, kastet i Vandet
med en Sten om Halsen eller puttet i en Sæk, pisket, flaaet,
brændemærket — ved alle disse Midler indbrændte man det
glemsomme Dyr, Mennesket, en lang Hukommelse for hvad det
havde lovet mod at det til Gengæld fik Lov til at nyde Goderne
ved at tilhøre et Samfund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
