Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5%
Aristokratisk Radikalisme.
ladende Pro og Contra konrfne til Orde, det har hos Nietzsche
krystalliseret sig til dogmatisk Overbevisning. Det undrer og
støder én derfor, at Nietzsche aldrig har andre Udtalelser end
antipatiske om Renan. Han berører næppe det
aandsaristo-kratiske hos ham, men han afskyr den Ærefrygt for de ydmyges
Evangelium, som Renan alle Vegne lægger for Dagen og som
ganske sikkert staar i en vis Strid med Haabet om Oprettelsen af
eu Udrugningsanstalt for Overmennesker.
Renan og Taine efler ham have vendt sig mod de næsten
religiøse Følelser, som i det nye Europa længe næredes overfor
den første franske Revolution. Renan har tidligt af nationale
Grunde beklaget Revolutionen, Taine, som oprindelig
sympatiserede med den, slog efter et nøjere Studium om. Nietzsche gaar
i deres Spor. Det er naturligt, at moderne Skribenter, der føie
sig som Revolutionens Børn, nære Sympati med det store Oprørs
Mænd, og sikkert ere disse ikke komne til deres Ret under
den nuværende antirevolutionære Stemning i Europa. Men
Skribenterne have bl. a. i deres Sky for hvad der i den politiske
Jargon benævnes Cæsarisme og i deres Overtro paa
Massebevægelser, overset, at de største Oprørere og Frigørere, del er
ikke de forenede smaa, men de faa store; ikke de smaa
Misundere, men de store Undere, de som unde de andre Ret og
Velvære og aandelig Vækst.
Der gives to Klasser af revolutionære Aander, de, der
instinktivt føie sig dragne til Brutus og de, der lige saa instinktivt
føie sig dragne til Cæsar. Cæsar er den store Type; Frederik
den anden og Napoleon besad kun hver sin Gruppe af hans
Egenskaber. Den moderne Frihedspoesi fra Fyrrerne vrimler af
Lovsange til Brutus. Men ingen Digter har besunget Cæsar.
Selv en saa antidemokratisk Digter som Shakespeare har været
rent uden Blik for hans Storhed, givet hans Skikkelse i en bleg
Karikatur og har efter Plutarch’s Opskrift forherliget Brutus paa
hans Bekostning. End ikke Shakespeare har forstaaet, at Cæsar
satte en ganske anden Indsats ind paa Livets Bord end hans
sølle Morder. Cæsar stammede ned fra Venus; hans Form var
Ynde. I hans Aand var den store Simpelhed, der er de størstes
Særkende; hans Væsen var Adel. Han, efter hvem al højeste
Magt endnu den Dag i Dag bærer Navn, kunde alt, vidste og
kendte alt, hvad en Hærfører og Hersker af højeste Rang maa
kunne og kende. Kun nogle Mænd under den italienske Renais-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
