Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
610
Aristokratisk Radikalisme.
medens Nietzsche paa en usmagelig Maade behager sig i at tale
om »de anarkistiske Hunde« og det i samme Aandedræt, som han
nærer og udtaler Afsky for Staten. Nietzsche ligner videre
Hartmann i sin stadige Paavisning af Lighedsidealets og Fredsidealets
Umulighed, da Livet er idel Ulighed og Krig. — »Hvad er godt?
At være tapper er godt. Ikke den gode Sag helliger Krigen, men
den gode Krig helliger enhver Sag.« Ligesom sin Forgænger
dvæler han ved Nødvendigheden af Kampen om Magten og ved
Krigens formentlige Kulturnytte.
I begge disse dog forholdsvis saa uafhængige Forfattere,
af hvilke den ene er en mystisk Naturfilosof, den anden en mystisk
Immoralist, spejler sig den i det nye tyske Rige eneherskende
Militarisme. Hartmann nærmer sig paa mange Punkter den tyske
spidsborgerlige Nationalfølelse. Nietzsche staar i principiel Strid
med den saa vel som med den Statsmand, »der har opstablet Tyskerne
et nyt Babelstaarn, et Uhyre af Landomfang og Magt og som
derfor kaldes stor«, men noget af Bismarcks Aand ruger ligefuldt over
begges Værker. Hvad Spørgsmaalet om Krigen angaar, er
Forskellen mellem dem kun den, at Nietzsche ikke ønsker Krigen for
en fantastisk Verdensforløsnings Skyld, men for at Mandigheden
ikke skal forsvinde af Verden.
I sin Ringeagt for Kvinden, sin Smæden af hendes
Fri-gørelsesforsøg mødes Nietzsche atter med Hartmann, dog kun for
saa vidt begge her genkalde Schopenhauer, hvis Ekko paa dette
Omraade Hartmann er. Dog medens Hartmann her kun er en
moraliserende Doktrinær med et temmelig uklædeligt Anstrøg af
Pedanteri, sporer man hos Nietzsche under hans Udfald mod
Kvindekønnet den fine Sans for Kvindens Farlighed, som tyder
paa dyb, smertelig, personlig Erfaring. Mange Kvinder synes han
ikke at have kendt, men de, han har kendt, har han øjensynligt
elsket og hadet, dog ringeagtet mest. Atter og atter vender han
tilbage til den frie, geniale Aands Uskikkethed til Ægteskabet.
Der er i disse Udtalelser paa mange Steder noget stærkt
individuelt, saaledes især i dem, der haardnakket hævde
Nødvendigheden af et ensomt Liv for en Tænker. Men hvad det mindre
personlige Ræsonnement om Kvinden angaar, da taler det
gammeldags Tyskland gennem Nietzsche som gennem Hartmann, dette
Land, hvis Kvinder Aarhundreder igennem i Modsætning til
Frankrigs og Englands ere blevne henviste til det huslige og strængt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
