Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
636
Den sidste Dag.
Pludseligt bankedes der paa Døren og Opvarteren traadte
ind. Sirligt, kort, knapt afleverede han, med et Par høflige
Und-skyldningsord, en lille Billet.
Den var til Kaptajnen — og der skulde Svar.
Min Bekendt greb Billetten, og idet han gav Opvarteren et
Vink om at trække sig tilbage, rev han Omslaget op — med et
Pardon! henimod mig — og jog Indholdet igennem.
Det var kun et Par Sekunders Sag. Jeg betragtede hamr
og — jeg følte en besynderlig Fornemmelse af Behag ved at se
den Glæde, som de faa Linjer indgød ham.
Usminket, aaben Glæde, som var han forvandlet fra den
stramme, arrede Fyrretyveaarskriger, til den unge, varmblodige
Løjtnant.
Han saa i Vejret — efter at han først havde hæftet de
mørke, levende Øjne i langt bortliggende Tanker paa de nærmest
-staaende Genstande — og han rejste sig smilende.
Hvis Smilet ikke havde været saa lyst, sejers- eller rettere
forventningssikkert — og dog iblandet en beskeden, en ydmyg
Taknemlighed, som kun en dyb, besvaret Følelse forudskikker —
hvis han ikke netop havde smilet saadan — saa vilde jeg
sikkert i dette Øjeblik være bleven ilde berørt, maaske modbydelig
ved Haanden, han rakte mig, og ved de Ord, han sagde mig:
Du undskylder! — jeg er ventet! . . .
Han gik.
Jeg sad ene tilbage ved Bordet. Det blev saa tomt, ganske
»udækket« for mig. En Avis, hvori jeg havde kigget, laa
op-slaaet hen over Assietter og Glas. Uvilkaarligt faldt mine Øjne
paa en Annonee. Jeg læste »Paa Gademøder reflekteres ikke« ...
rejste mig, gik til Vinduet og rullede Persiennen op.
Maanen, Fuldmaanen! Jeg næsten veg tilbage. — Som et
ubegribeligt fremmed, sært og dog fortroligt Syn stirrede den mig
ind i Ansigtet. Det var Aften — Maanen skinnede.
Den stod lige over Torvets Tage, som var den en stor
hvidglødende Skuepenge. der havde brændt sig Hul igennem den
oceanblaa Aftenhimmels Klæde.
Jeg mindedes aldrig at have set en saa intensiv
Maane-sklnsklarhed — aldrig at have følt mig saa — jeg maa bruge
Ordet »heroisk« og tillige frejdig-mildt stemt.
Muligvis Vinen virkede med ind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
