Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Carl Ewald: Billedtekster - Julius Paulsen: Adam og Eva
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sikkert raaatte komme, ... som tænkte hun efter, om det maaske
var sagt alligevel, men bare gaaet hende af Minde.
Og han lod hende i Ro. Han kendte hende jo og vidste
hun var ikke som de andre. Ilfærdig bad hans Øje om Svar,
taalmodig tav hans Læbe. En af Galleriets rødkjolede Betjænte
drev langsomt gennem Stuen, duknakket, med Hænderne paa
Ryggen. I Døren stod han stille og kiggede tilbage paa de to ...
saa forsvandt han. Men hans Trin lød længe efter ham. Hun
blev vakt ved Forstyrrelsen, rettede sig i Sædet og saa efter
Lyden. Saa lagde hun sig pludselig og stærkt tilbage i Stolen og
skød Fødderne fra sig, løftede Hænderne med Muffen op til sin
Mund og saa over mod den mørkrøde Væg til venstre, hvor
Paulsens »Adam og Eva« lyste i sin Ensomhed.
Og Lyden af Skridtene døde hen, og hun var lige tavs, og
der var ganske stille. Og Herren ved hendes Side blev bange
for, at han skulde glide helt bort fra hende i Tavsheden.
»Holder De ogsaa af det Billede?« spurgte han, og han
maatte rømme sig midt i Sætningen for at faa sin Stemme til at
klinge. »Ja ... det er kønt. Skade kun, at Evas Ben er saa
fortegnet.«
»Hvor kan De sige det? det maa De ikke sige,« sagde hun
vredt og blev helt rød i Panden. »Saa gør De mig Fortræd.
Kender De ikke det, at der er Kunst, man holder af, saa man slet
ikke taaler Kritik? Det er, ligesom man ikke tænker paa, om
ens Mo’er er køn eller ikke. Og saadan gaar det mig med det
Billede dér. Hver Gang jeg ser det, tager dets Stemning mig
helt og fuldt, og det vilde være mig rent umuligt nogen Sinde
at tænke over, om Enkelthederne var rigtig gjorte. Jeg har aldrig
sét og aldrig læst saa dejlig en Fortælling om Kærlighed og
Lykke. Der er ikke Synd Og ikke Tvivl og ikke Anger mellem
de to, bare Glans og Glæde. Det er mig, som steg de ned af
Væggen med Sol fra Paradisets Have.«
»Ja ... vist er det kønt,* sagde han. Men hun sad tavs
et Øjeblik og saa paa Maleriet, og hendes Øjne straalede.
, »Min Bedstemo’er havde en storstilet gammel Evangeliebog
i Fløjl og Sølvspænder. Hun læste i den altid. Altid. Den
laa om Dagen paa hendes Sybord, om Natten paa en Stol udenfor
hendes Sæng. Hun sagde, den gav hende Svar paa alle Ting,
løste hende alle Tvivl, bar hende over alle Vande. Da jeg var
lille, prøvede jeg sommetider, om jeg ikke ogsaa kunde faa den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
