Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Herman Bang: Teaterbrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er derfor, at nu f. Eks. i »Hemsøborna« alle Novellens
Personer, ja næsten Mennesker er der; alle Navnene er der;
Optrinene, selv Handlingen om De vil.
Men ét er der ikke — ét er dødt: Digterværket.
Det, som Romanforfatterens Øje hos August Strindberg saå,
kan ikke en Gang Dramatikeren Strindberg arrangere saaledes,
at det ikke paa Scenen synes skævt, forvirret og vredet af Led.
»Hemsøborna« er ikke født til Scenen. Den er som alle
Dramatiseringer blot af de Folk, som »gaar til Teatret« . . .
. . . Lindberg har i Fremføringen af Stykket nedlagt sit
hele Geni. Han, som Aftenen forud havde vist, hvor fuldkommen
han kunde fange Tonarten i »Et Brud« s dæmpede københavnske
Hjem, lod i »Hemsøborna« svensk Bondeliv stige frem med en
Hensynsløshed, der strejfer Brutaliteten. Her herskede en Gaaen
Livet paa Klingen, som var August Lindbergs oravankende Theåtre
libre værdig. Her var alt forvandlet.
Disse Skuespillere var Bønder. Illusionen, som møjsomt
var naaet ved tusende smaa Midler, var fuldkommen. De gik og
stod, de talte og satte sig som Bønder.
Fremfor alt havde de Bonderøster — hvad der for mig
var Opførelsens store Under.
Ikke, at de talte Dialekt. Næsten slet ikke. Men det var
selve Stemmerne, som var blevet Bønders. Noget hæse, i
Udbrud ubeherskede, altid uøvede.
Jeg tror aldrig, at Skuespillere paa noget Teater har talt
saaledes, som her August Lindberg havde faaet en hel Trup til
at tale.
Hos os har hver Skuespiller sin velplejede og fortræffelige
— paa Kongens Nytorv tillige meget sensible — Røst Han
pynter den ved Lejligheder op med visse Bilyd, eller han sminker
den ud med en tarvelig Dialekt.
Men aldrig føjer og bøjer han denne Stemme efter den
Stues Luft og Temperatur, i hvilken hans Fremstilling færdes.
For ham er hver Stue kun paany Teatret.
I den store Skuespilkunst gaar Tæppet imidlertid hver
Aften op for et nyt Hjem, hvor sammenlevede Mennesker har
sine særegne sammenarbejdede Stemmer, sine Tonefald, sin Maade
at tale og tie paa.
Lindberg kender denne Hemmelighed. Hvor forskellig var
dog ikke saa at sige Farvelægningen over disse Stemmer — de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
