- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 7 (1890) /
487

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - A. O. E. Skram: Et literært Rundskue

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

»fletter mine Nerver med din Uro. Og din Stemme, der skifter
»som et Bygevejr, piner min Hjærne.

»Hvorfor kan Du ikke tale som Kilden, ens og sagtmodig?
»Jeg er angst for hvert Ord, Du taler; jeg er aldrig sikker.

»Du er som Svalen, der flyver ud og ind, men aldrig finder
»Ro i sin Rede.«

I et andet Vers staar denne Linje:

»Du er min dybe Bedrøvelse«.

Det hele Digt er som disse Linjer: Et ungt Mandsansigt
med sænkede Bryn under en ren Pande, Næsen lidt spæd, Mund
og Hage bløde. Sammen med dette Mandshoved er skaaret i
Stenen en Mænade med ophæftet Haar. Hun raser dog ikke, hun
smiler. Hun er ung endnu.

Det er et Digt i Prosa til at blive berømt paa. Var det
skrevet i et Verdenssprog, og knyttede det sig til et Navn, der
ledte Opmærksomheden hen paa det, vilde det være læst og husket
af Tusender. Det rummer i et stille Sprog, med en svagt sanglig
Lyd i sig, en Fortvivlelsens Harmoni, der er ægte som
Guldregnsblomsters Visnen i blød Juniluft. Det er en Elskovslidelse i de unge
Aar, den sande og dybe Sorg, Skuffelsens landlige Form, der her
har faaet Ord af fuldkommen Renhed. Men det hele kan skjules
i den hule Haand. Det har den danske Literaturs Skødesynd for
Tiden. Den vil ikke udover de smaa Ting — eller de ulæselige
Vidtløftigheder, Sængetæpper at skue.

Hvad Skrinet ellers gemmer, er prydefulde Sager, der dog
ikke netop er egnede til at huskes længe.

En Bog derimod, som bider sig fast i Hukommelsen, er
Gabriel Finnes Doktor Vangs Børn. Den er yderst talentfuld, og
skrevet med en Lidenskab, der et alvorlig som et Grantræ. Jeg
har tilfældigvis læst den lige efter Zolas La bete humaine, og skal
jeg være ærlig, foretrækker jeg rent umiddelbart den unge
Nordmands lille Skrift for den franske Storfortællers vidtløftige og tungt
glimrende Arbejde. Det kan nemlig ikke nytte at nægte det: Zola
binder os noget paa Ærmet. Han har sat sig hen og har gjort
sig til en Naturalismens Akademiker. Hans Opfattelse er lavet
efter et Princip, og hans Skildringer er skaarne som en
Jærnbane-linje tværs gennem Livets baade aabne og spærrede Land. Det
keder mig, og det hører efterhaanden op at imponere mig; der er
saa overvættes meget i dette, som kan læres. Og om den i Bogen
behandlede Mordmani, om den erotiske som om anden, har jeg

Tilskueren. 1890. 32

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Oct 11 13:40:29 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1890/0497.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free