Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Betty Borchsenius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hun fik at fremstille var bestandig det samme ensformigt uud-
viklede. Hele den Race af unge Kvinder, som i Stilhed syntes
hende Smaapiger, overfor hvilke hun var altfor overlegen.
Selve denne Følelse af hendes egen aandelige Overlegenhed
over det Aandens Smaakravl, Ingenuen, som hun spillede — gav
imidlertid til en Begyndelse kun hendes Spil en ny Charme.
Det var den, som hensatte hendes unge Piger i det be-
standige halve Skær af Komik, som aldrig forlod dem — endnu
en fin og sart Komik, der fangede Lyset om dem som et fint-
glitrende Slør. Den Komik, der hvilte over Antoinette, som sang
ved Klaveret.
Men efterhaanden som Fru Borchsenius mer og mer træt-
tedes af sine altid de samme Roller, blev hun ogsaa saa at sige
mer og mer ubarmhjærtig overfor sine Figurer og hun ligesom
hævnede sig paa selve de Skikkelser, hun fik at fremstille.
Hun gjorde de unge Piger uartige, vripne, gnavne, gru-
somme, kolde.
Hun behagede sig i uden Skaansel at lægge blot alle de
ubehagelige Egenskaber, som hun havde afluret sine Skikkelser,
og hun gjorde dem latterlige med en vis kold Spot, der frastødte.
Og samtidig begyndte hendes Ydre at passe mindre til den
Skikkelse, hun skulde give Billede.
Det lod sikkert først „Skellene” falde fra vort Vaudeville-
publikums Øjne. Det saa en Dag, at Betty Borchsenius ikke mere
var saa smuk. Men det fik Øje for mer end det. Det opdagede
samme Dag instinktmæssig, hvorhen hendes Kunst førte det —
i Armene paa Virkelighedsstudiet og en Kunstretning, hvis Sjæl
var Sanddruhed og ikke Forskønnelse.
Fra det Øjeblik var Forholdet mellem Betty Borchsenius og
hendes Publikum en Kamp, der oprev hende.
Hvor ofte har jeg dog ikke overværet den og Aften efter Aften.
Betty Borchsenius førte i Ilden hele sit Geni — ti i disse
Kampens Aar, hvor hun laa under, var hun genial —; hun lod
hver Rollens Sætning rumme en Iagttagelse, hun lod hver Bevægelse
være Udtryk for Karakter.
Men hendes Veje var ikke Publikums Veje.
Medens om hende den sødt kælne Jomfruelighed — en Jom-
fruelighed i Pariserkorset — løftedes paa Døgnskjold; medens den
yndigt kvidrende Unatur vuggede vort gode Sprog paa galliske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
