Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med Alderen tager Uomgængeligheden til, han bliver menneskesky,
mut og afvisende af Manerer, stridbar og ude af Stand til at be-
herske sig. „De har stillet Hadets Storm i migk skrev han en
Gang til den Kvinde, som han har kaldt sit Livs Lykke og dets
Vunde. Det havde hun dog ikke formaaet, og da Overanstrængelse
fratog ham Herredømme over sit Sind, brød det vilde Dyr ud i
ham, og Tvangstrøjen maatte holde Styr paa det.
Af denne dæmoniske Side ved Lenaus Natur har hans Digt-
ning draget rigelig Næring. Paa en Tid, da meget lidet „dæmo-
niske” Aander efter Romantikernes og Byrons Mønster oparbejdede
i sig vildt uhyggelige Fantasier og Stemninger, er der naturligvis
ogsaa i Lenaus dystert rædselsfulde Toner ofte literær Mode og
Koketteri. Men Kærnen var kun altfor ægte. Han skildrer uhyg-
gelig Grumhed og skærende Smærte med en følesløs eller næsten
skadefro Fortvi viethed: Den Elskede har med Smiger lokket hans
Lykke i sit Skød, og medens hun omslynger den med Moderarm.
tager hun stille og koldt besindig Dødsdolken frem: „Og du stødte
let og munter — som en Sten i Bækken ned — i sin Grav min
Lykke; saa’ — efter den med roligt Smil.” Eller: I Vinternatten fare
af Sted gennem Ruslands Skove to Slæder, forfulgte af Ulve. Hvor
stiv og stille sidder Manden i den første! Da endelig Værtshuset
naas, og de andre gør sig til Gode, kommer Værten hen og vil
ogsaa byde ham at drikke. „Spar din Overtalen, raabe de andre
med raa Latter, ham dér smager intet mere, han er død ... det
er det dræbte Polen.” .... Eller vildt klinger det „i Kroen*:
„Brødre! stød mod Bordet haardt — eders Glas; med haarde
Saaler — danser ogsaa Vintren frisk — over ædle polske Grave.”
Medens Hauch anviser Polakkerne Himlens Trøst, mætter Lenau
sig med den retfærdige Hævns Vellyst. „Ud af Gravene skal
højt — himmelhøjt skal Skammen ryge, — efter Skændselens sorte
Røg — spruder Hævnens glade Flamme.” Han digter om en
Spillemand, hvis Datter er bleven forladt af sin fornemme Elsker,
og som nu ved dennes Bryllup spiller ham ud i Vanvid og Selv-
mord. Og med dyb Medfølelse og Beundring skildrer han Johannes
Ziskas blodtørstige Hævn over Husz’s Flammedød. Paa saadanne
Steder bryder der et vildt Dyr frem af ham, — den Tiger, som
han i Indledningen til „Albigenserne” anraaber som sin Skytsgud,
der skal forsvare ham mod Verden og hjælpe ham i Kampen
mod Tyrannerne: „O Verden! fra alle Ørkner vilde jeg hente dig
Tigeraander til Apostle!” Da svinger han med en vis Vellyst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
