Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Professor H. Høffding: Tvivlens Historie i den nyere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faa Fejlen rettet? Det kunde jo være, at den fulde Interesse-
harmoni (Harmonien mellem „isolerede" Individers Interesser) først
sent hen i Fremtiden blev etableret, og da vilde Dr. Starckes Teori
være Genstand for den samme Kritik, han selv retter mod Evolu-
tionsmoralen, idet den vilde fordre Opofrelse og Arbejde for en
Lykke, der tilfaldt en fremtidig Slægt, men ikke os selv. De
„isolerede" Individer vilde da maaske svare, at da deres Efter-
kommere i fjærnere Led ikke have gjort noget for dem, ville de
heller ikke gøre noget for disse Efterkommere. Aprés nous le
déluge! —
Men selv om en saadan Interesseharmoni en Gang skulde
kunne bringes fuldstændigt til Veje, saa at enhver kunde betragte
alle andre som Midler for sig selv, saa vilde derved dog ikke et
idealt Samfund, ikke den inderligste og stærkeste Art af Samfundsliv
være naaet. Et kraftigt Samfund bestaar kun, naar der under
Samlivet og Samarbejdet udvikler sig Fællesfølelse og virkelig
Sympati, saa den ene ikke skiller sin Sag fra den andens, ikke
blot betragter den anden som Middel, men ogsaa som Formaal.
Kun under denne Forudsætning vil det omtalte Regnskab kunne
bringes til at stemme. Det gøres da ikke længere op paa ud-
vortes, mekanisk Vis. Ti i selve Fællesfølelsen og Sympatien
haves da et af de største Goder, om hvilket der ikke blot er at
spørge, hvad det nytter til, men hvis Nytte er aldeles umiddelbar
(immanent), idet det fylder Sindet med en af de inderligste
Lystfølelser. Individets eget Væsen styrkes og udvides gennem
Hengivelsen; Horizonten udvides, og nye Muligheder for Virken,
Nyden og Liden vise sig; hele Livet føles paa en rigere og dybere
Maade. I ethvert Kærlighedsforhold gør dette sig gældende, stærkest
i de snævreste, mest umiddelbare og personlige, i aftagende Grader
i større Kredse, men stedse med en Afglans fra hine. Der aabnes
et nyt Synspunkt for alle andre Følelser ogÆvner: alle de Følelser
og Ævner, der føre i samme Retning som Fællesskabsfølelsen og
Sympatien, faa en Sanktion, de før manglede, en Accent, de ikke
kunde have, saa længe de blot vurderedes fra det „isolerede" Individs
ensomme Drejning om sin egen Akse. Denne Akseomdrejning
hører dog ikke op, fordi den hele Klode nu viser sig at staa under
Indflydelse af dybere liggende Verdenskræfter.
Alt dette vilde falde bort, dersom Individet blot betragter
sig selv som sidste Formaal. Joseph Butler brugte i sin Tid det
Udtryk, at „naar vi sætte os hen i en kølig Stund" (when we sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
